Skip to main content

Skudoffer i Nivå Center bor ikke i Nivå

2. juli 2013

”Alt for mange medier og personer har draget fejlagtige konklusioner på baggrund af den tragiske hændelse i Nivå Center,” siger Bjarke Gudbjerg fra Nivå Nu, der er helt tæt på de unge i Nivå.

”Alt for mange medier og personer har draget fejlagtige konklusioner på baggrund af den tragiske hændelse i Nivå Center,” siger Bjarke Gudbjerg fra Nivå Nu, der er helt tæt på de unge i Nivå til Uge-Nyt.

Baggrunden til denne artikel er skyderiet mandag aften klokken cirka 21.30, hvor to maskerede gerningsmænd kom til Nivå Center i bil, hvor de affyrede mellem 10 til 15 skud mod en gruppe unge der spillede fodbold ved den gamle Falck-station. 

En 21-årig mand blev ramte flere gange, både på kroppen, armene og benene. 

Den unge mand blev kørt til sygehuset til tililende, og blev efterfølgende flyttet til Rigshospitalets Traumacenter, hvor han kom på operationsbordet. 

Den 21-årige var dog ikke på noget tidspunkt i livsfare.Onsdag lykkedes det Nordsjællands Politi at fange en 24-årige mand i København med tilknytning til rockermiljøet, og efter fremstilling i grundlovsforhør, torsdag den 27. juni, så oplyser Nordsjællands Politi, at den 24-årige er blevet fængslet og sigtet for drabsforsøg. 

Usandheder i medierne

Men sekretariatsleder Bjarke Gudbjerg fra Nivå Nu, der blandt andet har været med til at sikre de unge i Nivå et nyt være sted ved Nivå Center, i den gamle Falck-station, er ked af alle de usandheder der er blevet bragt i mange medier igennem de senere dage, og han siger derfor:”Inden der er nogen som helst klarhed om årsagen til skyderiet, er der desværre alt for mange, der har været ude i medierne og drage fejlagtige konklusioner på baggrund af den tragiske hændelse.”


”Nordsjællands Politi var de første til at sætte en helt forkert dagsorden, da de gik ud og bekræftede, at den sårede var en del af bandemiljøet. Jeg kender den sårede, og jeg havde talt med ham samme dag, som han blev ramt.
 

Han bor slet ikke i Nivå, men var kommet til Nivå for at fejre, at en af hans venner fra Nivå var blevet student,” fortsætter Bjarke Gudbjerg til Uge-Nyt. 

”Skudofret går i øvrigt på VUC og er forældreløs, så Helle Abild Hansens krav om at bruge forældrepålæg havde nok ikke haft den store effekt her. 

Han er efter min overbevisning på ingen måde en del af bandemiljøet, men i denne sag et uskyldigt offer, så derfor er det heller ikke rigtigt, når Hossein Armandi fra byrådet skriver, at der ingen uskyldige er blevet ramt,” siger Bjarke Gudbjerg, der heller ikke tror på en sammenkædning mellem skudepisoden og bandekrigen.

”Det er efter min overbevisning fejlagtig, og jeg er glad for, at Lokalavisen Uge-Nyt Fredensborg ( som det eneste medie) ikke hoppede med på denne vogn. 

De unge, som opholder sig omkring Nivå Center, er ikke organiseret i en bande, men nogle unge, der har for meget fritid, de ikke ved, hvad de skal bruge til. 

De bærer hverken tøj med bandenavne, de laver ikke tags med bandenavne, og de går ikke med skudsikre veste.

Der er imidlertid flere af dem, der kender bandemedlemmer fra Kokkedal og andre steder, og derfor er der selvfølgelig også en ekstra risiko for, at de kan blive trukket ind i bandemiljøet, når konflikterne spidser til, som vi så det i mandags.

Vi skal finde løsninger

”Vi skal derfor give dem nogle gode alternativer i Nivå, så de ikke også ender med at søge mod banderne.

Lige nu er der to tilbud i Nivå, som er målrettet disse unge mænd, så de kan få en mere positiv fritid.

Det er dels FC Nivå, som er et fodboldhold, de unge selv har startet, op og dels Værkstedet i den tidligere Falck station.

At betragte Værkstedet som en del af problemet er også en stor fejltagelse, da det for mig at se lige nu er det bedste bud på en løsning.

Så i stedet for at politikerne overvejer at lukke eller flytte stedet, skulle de hellere skynde sig at få etableret et lignende sted i Kokkedal (som de lovede de unge for over et år siden), så det bliver mindre attraktivt for de unge fra Kokkedal at komme og hænge ud i Nivå,” siger Bjarke Gudbjerg, der dog er åben for at flytte værkstedet et andet sted hen.

”Men vi har nu ledt efter et sted til denne målgruppe i over tre år, og det er ikke lykkedes os at finde et bedre sted.

Fordelen ved Værkstedet er, at det ligger centralt, men langt fra beboelsesejendomme.

Vi anerkender, at der er problemer i forhold til de unges kørsel og parkering, men det er jo ikke et nyt fænomen.

Det nye er, at vi har fået en stor gruppe af de unge selv som allierede til at hjælpe med at sætte ind overfor problemet.””Der foregår ingen hemmeligheder i Værkstedet, og alle er velkomne til at komme forbi og hilse på.

Da vi skulle holde åbent hus, blev vi desværre pålagt af politikerne i Byrådet, at vi ikke skulle reklamere om arrangementet, og på den måde er det jo svært at skabe åbenhed.

Hvis politikerne er interesserede, inviterer vi gerne til et nyt åbent-hus-arrangement, hvor alle kan komme forbi og se stedet og høre mere om, hvad vi laver der,” slutter Bjarke Gudbjerg fra Nivå Nu.

 

Af Claus Beyer / Uge-Nyt

Lyt til netradio