Skip to main content

Fredensborg centrum for landets modelflyvere

7. juli 2013

 

Fredensborg er landets modelflyve-centrum den kommende uge, over 50 familier fra hele Danmark bor på Fredensborg-skole, flyver i Langstrup og skal opleve Nordsjælland.

NFK´s modelflyveplads i Langstrup og Fredensborg bliver i den kommende uge centrum for en af de største modelflyvebegivenheder i år: En sommerlejr hvor ikke færre end 132 mennesker fra hele landet har sat hinanden stævne.

Modelflyverlejren er en familiebegivenhed. I samarbejde med Fredensborg Kommune har man indrettet en lejrplads på den skole, som tidligere hed Niverødgård skolen og som i dag lyder navnet Nivå Nord.

Sportspladsen bliver forvandlet til park for campingvogne og telte, og modelflyvefamilierne har fået adgang til en stor del af den sommerferielukkede skole, hvor de kan lave mad, opbevarer deres fly, flyve indendørs i gymnastiksalen og søge ly, hvis det nu skulle blive regn.

Hygge er vigtige end modelflyvning

Der vil blive mere modelflyvetrafik på NFKs plads i Langstrup Mose end sædvanligt, men selv om modelflyvning er det der binder familierne sammen, er der også planlagt mange andre aktiviteter. For den årlige sommerlejr er nemlig ikke først og fremmest et spørgsmål om flyvning. Men om, at familierne kan være samme og opleve en hel masse af Danmark og hinanden. Først i anden række kommer modelflyvningen, som er helt uformel og afslappet.


- Netop Fredensborg Kommunes mange og attraktive tilbud er noget af det, der har fået os til at sætte denne egn af landet på ønskesedlen for årets sommerlejer, siger Kim Forsingdal fra NFK, der er en af ildsjælene bag sommerlejren. Og når familierne er færdige med Fredensborg at se og opleve Fredensborgs mange turistattraktioner, er der jo jo også resten af Nordsjælland, Sverige og Købehavn at tage fat på. Så jo, Fredensborg er en ønskeposition for familielejren.

”Fly-golf”

Blandt mange arrangementer skal modelflyverne en af dagene besøge Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle, hvor de i statueparken vil gennemføre en konkurrence, der nærmest kan beskrives med ”fly-golf”. Man lægger 9 hula hop ringe ud i terrænet, og deltagerne skal derefter få deres svævefly til at lande i de rigtigt ”huller” med færrest mulige kast.

- Denne sjove konkurrence er et godt eksempel på, hvor uhøjtidelig hele sommerlejren er, siger Kim Forsingdal. Det vigtigste er den gode stemning.

De første modelflyvere ankommer til Nivå Skole Nord fredag den 12. juli, og så går det løs med samvær. Flyvning og ferie hele uge 29.

 

Lyt til netradio