Beer walk- en dag med natur, øl og fællesskab
Trænger du til en oplevelse, der kombinerer naturens ro med lækre ølsmagninger? Så er Lions Frederiksborgs Beer Walk det perfekte arrangement for dig!
Smag på naturen – og øllet
På denne særlige dag får du mulighed for at nyde en afslappende gåtur i det smukke naturområde ved Søskoven i Nødebo. Turen ledsages af smagsprøver fra 6-7 lokale mikrobryggerier, der hver især præsenterer unikke øl, som vil pirre dine smagsløg.
Ruten og praktiske detaljer
- Beer Walk foregår lørdag den 10. maj 2025, kl. 10:00 – 14:00
- Rute: En 6 km lang tur gennem Søskoven, langs Esrum Sø og tilbage gennem skoven.
- Underlag: Grusvej – velegnet for både gangbesværede og kørestolsbrugere.
- Varighed: Ca. 2 timer i roligt tempo.
- Starttid: Vælg selv en starttid mellem kl. 10 og 12.
Ved starten får du udleveret et smageglas, som du tager med rundt til bryggerne. Når du kommer i mål, kan du nyde en lækker sandwich og en drikkevare, hvis du har forudbestilt dette sammen med din billet.
Husk praktisk fodtøj og tøj, der passer til vejret, så du kan nyde turen til fulde.
Parkering og transport
Parkering: Ved Skovskolen, Nødebovej 77A, Nødebo. Start og slut er ved P-pladsen overfor Skovskolen.
Offentlig transport: Bybus nr. 307 kører lige til området og har timedrift.
Sidste frist for tilmelding
Tilmelding senest 6. maj via dette: Link
Der er også mulighed for at købe gavebeviser – en oplagt idé til at dele oplevelsen med venner eller familie.
Om Lions og Beer Walk
Lions er en global humanitær organisation, der arbejder frivilligt for at samle penge til sociale og velgørende formål – lokalt, nationalt og internationalt. Lions Frederiksborg er resultatet af en sammenlægning af Lions Hillerød og Lions Fredensborg, og alt overskud fra Beer Walk går ubeskåret til velgørenhed.