Fremtidens føtex er åbnet i Kokkedal
I Kokkedal kan du nu opleve føtex’ helt nye koncept, der vil være standarden for fremtidens føtex. Kunderne vil opleve en butik, hvor måltidet og convenience er i højsædet, og hvor de første sundhedstiltag bliver præsenteret
Igennem syv årtier har føtex opfyldt kundernes behov, og det agter de at fortsætte med. Derfor er føtex nu klar til at tage næste skridt, og det skete torsdag morgen 21. november, da føtex i Kokkedal efter en gennemgribende ombygning officielt stod klar i nyeste version.
- Vi ønsker at skabe et endnu mere inspirerende og relevant føtex for fremtiden, hvor vi stadig opfylder alle kundernes behov med et bredt og nøje udvalgt sortiment, men hvor vi også inspirerer og fascinerer med nye, innovative måder at handle på. Vores nye butik i Kokkedal viser de første elementer på, hvordan fremtidens føtex kommer til at se ud. Vi skal gøre det lettere, vi skal inspirere og hjælpe kunden mod et sundere alternativ. Kan vi det, vil føtex også i fremtiden bidrage til at gøre hver dag bedre, siger direktør i føtex, Morten Møberg.
Med fokus på hurtige og lette måltider vil føtex samtidigt lægge sig i selen for at garantere sundere alternativer til langt størstedelen af butikkens udvalg – og til samme pris. føtex ønsker ligeledes at gøre indkøbsturen lettere og vil præsentere kunderne for en tydeligere oplysning om sundhed. I Kokkedal bliver der bl.a. ryddet op i vindfang, indgangspartier samt spotborde, hvor snacks og sodavand ofte optager plads – her vil man fremover finde flere sunde alternativer.
Ligeledes vil der i Kokkedal blive skabt en kasselinje med sunde alternativer og færre snacks og fristelser, der typisk lokker mod slutningen af indkøbsturen.
føtex kæmper for højere sundhedstransparens
I dag er Nøglehulsmærket et af de bedste pejlemærker for, om en given vare lever op til en række krav om bl.a. indhold af kostfibre, mindre sukker, mættet fedt og salt. Et godt og sikkert navigationsredskab for kunderne, men som ikke beskriver alle varer.
Føtex vil fremover arbejde for en mærkning, der sikrer at alle varer mærkes med en form for score. Et bud er den internationale mærkning Nutri-Score. En label for fødevarer, der sættes på forsiden af emballagen og informerer om produktets ernæringsmæssige kvalitet. Nutri-Score er baseret på en farveskala med 5 forskellige farver, der hver især er associeret med et bogstav fra A-E, hvor A er det sundeste alternativ akkurat som f.eks. energimærkningen på elektronisk udstyr. En mærkningsordning, der giver en score for ernæringssammensætningen i en given vare. Den anvendes i dag i flere EU lande, som f.eks. Holland, men som ikke er lovlig at bruge i Danmark – i føtex ønsker man at udfordre den eksisterende lovgivning på området og vil kortvarigt afprøve ordningen på et mindre område i Kokkedal ifm. åbningen.
- Vi forsøger hele tiden at udvikle os, så kundernes indkøbsoplevelse bliver bedre, nemmere og sundere. Vi mener, at Nutri-Score er en yderst relevant mærkning, der med et overskueligt visuelt udtryk, hurtigt kan give kunderne et overblik over hvilke varer, der er sundere end andre. Vi har en ambition om at skilte tydeligere om sundhed og vil præsentere et sundt alternativ til alle vores usunde varer – og til samme pris, fortæller Morten Møberg.
Den nye føtex i Kokkedal skal ses som endnu et eksempel på Salling Groups ambitioner om at flytte dagligvarekoncernen til næste niveau. I oktober præsenterede Salling Group sin nye forretningsstrategi, der har konstant udvikling, innovation og teknologi som nøgleparametre for at nå ambitionerne om en omsætning på 100 mia. kroner i 2028.