Skip to main content

Kø da Føtex åbnede i Kokkedal

23. marts 2013

 

I otte graders frost ventede kunderne tålmodigt på, at den røde snor ind til den 2.300 kvadratmeter store butik blev klippet over af borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Her følger hans tale ved åbningen af den ny Føtex i Kokkedal.

Kære Alle


Rigtig hjertelig velkommen her til åbningsdagen på den nye Føtex i Kokkedal.

Inden jeg om lidt klipper den røde snor og indvier den nye flotte butik, vil jeg gerne sige et par ord.

Jeg skal nok gøre det kort – for jeg kan jo se, at I er mange, der gerne vil hurtigt ind i butikken!

I løbet af det sidste år har jeg og medarbejderne på Rådhuset her bagved kunne følge med i arbejdet herover. Det har været overordentlig interessant at se, hvordan først den gamle Coloplast-bygning blev revet ned – og senere de nye bygninger her blev rejst.

Først kom REMA 1000. Og i dag åbner så jeres butik. Den nye Føtex.

Jeg har glædet mig meget til denne dag. Det er jeg sikker på, at der også er mange af Kokkedals borgere, der har. For nu har vi fået et nyt center her overfor Rådhuset – hvor man kan se frem til masser af liv og gode indkøbsmuligheder.

Det fortjener borgerne i Kokkedal.

Men som borgmester er jeg også ekstra glad, fordi I er med til at skabe nye arbejdspladser til lokalsamfundet. 120 mennesker har fundet arbejdet hos jer. Det er virkelig flot. Samtidig er det lykkedes jer at finde arbejde her - til en del af de personer, der var ansat i den nu lukkede Føtex i Fredensborg. Tak for det!

Jeg har været inden for at smugkigge i jeres nye butik. Og I kan være rigtig stolte over resultatet. Den er super flot – og jeg er sikker på, at den kommer til at sætte en ny standard for, hvordan man kan indrette supermarkeder i dag.

Et stor tillykke med butikken.

Lyt til netradio