Skip to main content

Nyt mandagsmødested med samvær og underholdning

24. februar 2025

Egedal Byens Hus ligger i Kokkedal, men kulturhuset er til for borgerne i hele kommunen. Det budskab ønsker aktivitetsudvalget i huset at sende og lancerer derfor et fast månedligt arrangement, hvor alle interesserede inviteres indenfor i kulturhuset til godt samvær og fælles oplevelser.

Egedal bruges dagligt af en lang række foreninger, og der generelt godt fyldt op i lokalerne. Men nu skal huset også åbnes for de borgere, der ikke nødvendigvis har deres gang i én af de mange foreninger.

”Vi vil gerne gøre Egedal til et sted, hvor man kan komme og mødes med folk om godt samvær, fællesskab og gode oplevelser”, fortæller Bente Hovgaard, der er en del af aktivitetsudvalget.

”Sidste år holdt vi Foreningernes Dag i august og et julearrangement i december, og vi var super glade for den opbakning, vi fik fra de mange gæster, der lagde vejen forbi. I år vil vi også lave arrangementer året igennem, hvor vi inviterer børnefamilier og andre interesserede, men vi vil også gerne lave noget for dem, der har tid til hyggeligt samvær om formiddagen, hvor der typisk ikke sker så meget andet.”

Aktivitetsudvalget lancerer derfor et fast månedligt mandagsarrangement mellem 10-12, hvor der vil blive præsenteret et skiftende program fra gang til gang.

Første gang bliver mandag den 10. marts, hvor aktivitetsudvalget har booket vokaltrioen Høj Sø til at komme og sætte vind i sejlene. Trioen spiller slagere fra de gode gamle dage, som alle kan synge med på. Numre som ”Når en sailor går i land” og ” Hvide rose fra Athen ” tages under kærlig behandling med fyrigt mandolinspil, swingende guitarspil og tæt trestemmig herresang.

Der vil være kaffe, lidt sundt og sødt ved tilmelding til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Deltagelse er gratis, og tilmelding skal ske senest den 7. marts.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio