Efter næsten 45 år: Humlebæk Kunstforening opløses

Efter næsten 45 år med kunst, kultur og fællesskab har Humlebæk Kunstforening valgt at opløse sig selv. På generalforsamlingen den 25. februar 2025 lykkedes det ikke at besætte de ledige poster i bestyrelsen, hvilket førte til beslutningen om, at foreningen ikke længere kan fortsætte sin drift.
For mange i lokalsamfundet har Humlebæk Kunstforening været et centralt punkt for kunstoplevelser og fællesskab. Gennem årene har foreningen ikke kun præsenteret udstillinger, men også skabt et rum for både etablerede og lokale kunstnere. Det var et sted, hvor kunst blev nydt, diskuteret og ikke mindst skabt, og hvor borgerne i Humlebæk og omegn kunne finde et kreativt fællesskab.
Formanden for Humlebæk Kunstforening, Lis Engel, udtrykker sin stolthed over foreningens betydning for lokalsamfundet: "Vi har i bestyrelsen været stolte af Humlebæk Kunstforenings særlige rolle med at støtte op om kunstoplevelser og fællesskaber i vores kommune. Det har været fantastisk at se, hvordan vi gennem årene har bidraget til at fremme kunsten i vores by."
Selvom Humlebæk Kunstforening nu er historie, er mulighederne for kunstudstilling og deltagelse i lokale kunstfællesskaber stadig til stede. Lis Engel påpeger, at de medlemmer, der ønsker at fortsætte med at udstille, kan finde nye platforme i de andre kunstforeninger i Fredensborg og Nordsjælland. Det er dog ikke et farvel til kunsten i Humlebæk. Engel tillader sig at håbe, at Humlebæk Kunstforening måske på et tidspunkt kan genopstå, eventuelt i en ny og yngre form.
Et sidste minde fra foreningens aktiviteter blev givet under generalforsamlingen, da de kunstværker, der blev indkøbt i 2024, blev udloddet til de fremmødte medlemmer. Dette markerede en symbolsk afslutning på foreningens lange historie.
På søndag i programmet Morgenkrydderen, bringer Radio Humleborg et interview af john Macko med Lis Engel, der fortæller om baggrunden for lukningen af foreningen. Programmet bringer vi kl. 10-12.
Arkivfoto: Reporter John Macko laver optagelse ved fernisering hos Humlebæk Kunstforening ved udstilling på Humlebæk Bibliotek.