Ny asfalt på Isterødvejen ved Hillerød
Onsdag 2. september går Vejdirektoratet i gang med at lægge ny asfalt på Isterødvejen mellem Fredensborgvej og Hillerødmotorvejens forlængelse. Arbejdet finder sted i aften- og nattetimerne og medfører spærringer og omkørsler.
Vejdirektoratet går onsdag 2. september i gang med at udskifte den nedslidte asfalt på Isterødvejen mellem Fredensborgvej og Hillerødmotorvejens forlængelse nord for Hillerød.
Vejarbejdet er afgrænset til en strækning på cirka 3,5 km med begyndelse umiddelbart øst for Fredensborgvej og afslutning ved Pøleå vest for Tulstrupvej.
Arbejdet forventes at være færdigt fredag 18. september. Dog kan der altid opstå ændringer i tidsplanen, da vejarbejde er afhængigt af vejret.
Sådan foregår arbejdet
Første led i vejarbejdet er at fræse den eksisterende asfalt af, så man får adgang til at reparere den underliggende belægning.
Når det er gjort, vil der blive udlagt nyt slidlag. Til sidst får kørebanen nye vejstriber.
Information til trafikanterne
Arbejdet vil primært foregå i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 5.00 af hensyn til trafikken. Dog udføres der som udgangspunkt ikke arbejde hen over natten 5.-6. september samt i weekenden 12.-13. september.
Isterødvejen vil være spærret for gennemkørende trafik mellem Fredensborgvej / Hillerødvej og Hillerødmotorvejens forlængelse, når der arbejdes på strækningen. Det samme gælder tilkørsel til Isterødvejen fra Helsingevej, Gadevangsvej og Tulstrupvej.
Af hensyn til arbejdssikkerheden vil der i disse perioder ikke være mulighed for gennemkørsel – heller ikke for beboere – og trafikanter henvises derfor til de skiltede omkørsler.
Der etableres skiltet omkørsel for den gennemkørende trafik på Isterødvejen. Fra øst sker det ad Overdrevsvejen og Hillerødmotorvejens forlængelse og modsat når der køres fra vest.
I perioder uden vejarbejde vil vejen være åben som normalt. Dog kan trafikanterne blive nødt til at køre på fræset eller ikke-afstribet overflade med nedsat hastighed.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.