Dramaet i Fredensborg: Her er nyeste fakta
Dagen efter et voldsomt opgør midt i Fredensborg er det tid til at rette op på de misforståelser og fejl, der sker i hektiske timer med politiefterforskning og rygter skriver Frederiksborg Amts Avis.
Dagen efter et voldsomt opgør midt i Fredensborg er det tid til at rette op på de misforståelser og fejl, der sker i hektiske timer med politiefterforskning og rygter skriver Frederiksborg Amts Avis.
Her er det, som Nordsjællands Politi vidste fredag formiddag.
1. En mand på 51 år og en mand på 55 år er stadig indlagt og er i livsfare, selvom det torsdag aften blev meldt ud, at deres tilstand var stabil. De har meget alvorlige skader i hovedet, oplyser Henrik Gunst, leder af personfarlig kriminalitet.
2. Der blev slet ikke brugt en kniv. Anmeldelsen lød på knivstikkeri, men de 27-årige formodede gerningsmand brugte alene en lægtehammer. Den har to sider og er spids i den ene ende.
3. Umiddelbart er der intet motiv til overfaldet. Der var ingen forudgående hændelse, intet skænderi - pludselig gik den 27-årige amok med lægtehammeren i den lejlighed, hvor de fire håndværkere arbejdede, oplyser Henrik Gunst.
4. Gerningsstedet er stueplan i den ejendom, hvor Uge-Nyt og Cafe 13 havde lokaler, oplyser politiet.
5. De to bilister, der fik frastjålet deres bil, er stadig indlagt. Det er en 40-årig mand, der blev overfaldet med en hammer på Mågevej i Fredensborg, hvor den 27-årige stjal hans bil. Den 40-årige har skader i hovedet, men tilstanden er stabil, oplyser Henrik Gunst. Den 66-årige kvinde, der fik stjålet sin bil i Uvelse, er også indlagt - tilstand ligeledes stabil.
6. Den 27-årige mand har muligvis været påvirket af stoffer, men det kan først dokumenteres om en uge til 14 dage.
- Når en mand går amok med en lægtehammer over en periode på over 45 minutter og udøver så grov vold mod sagesløse, må vi formode, at han kan være påvirket af noget, oplyser Henrik Gunst, leder af personfarlig kriminalitet til Frederiksborg Amts Avis.