Børnehjælpsdagens Julelotteri mangler julelodsælgere i Fredensborg
Der er desværre langt mellem sælgerne af Børnehjælpsdagens traditionsrige Julelotteri i Fredensborg Kommune. Blot ét hold i hele kommunen er tilmeldt.
Julelotteriet er en del af Børnehjælpsdagens traditionsrige indsats for udsatte og anbragte børn og unge - og i den søde juletid er vi helt afhængige af foreningenslivets og skoleklassers lotterideltagelse for at give anbragte børn en god jul. Og når børn hjælper børn, så er der også gode penge at tjene til fælleskassen for friske foreningsbørn, skoleelever og medlemmer af klubber, som tilmelder sig årets julelotteri.
Salget af skrabelodderne er en grundsten i mange foreningers, skoleklassers og klubbers fælleskasse - og i Børnehjælpsdagens muligheder for at hjælpe udsatte og anbragte børn, som organisationen har gjort igennem 119 år i dag.
"Indtjeningen fra Julelotteriet satte rekord i 2019. Siden er det desværre gået ned ad bakke af årsager ude af vores kontrol. Men vi er optimister. Vi er jo en del af børnenes sikkerhedsnet, og vi svigter ikke. Men vi har akut brug for flere lotterisælgere. Velgørenhedslotterierne er vigtige for vores økonomi," siger lotteri- og administrationschef Kenneth Tingberg.
Børnehjælpsdagen hjælper hundredevis af anbragte børn Danmark
Børnehjælpsdagen hjælper anbragte børn og sårbare unge i hele landet året rundt, og ingen glemmes i tiden op til jul. Organisationen afholder julefester landet over med gaver og godter. Festerne og andre tiltag løftes af indtjeningen fra velgørenhedslotterierne. De bedst sælgende foreninger tjener over 100.000 kroner til deres fælleskasse og giver samtidig et tilsvarende beløb til Børnehjælpsdagens hjælpearbejde. Nu er julemåneden på vej, hvor det er helt oplagt for foreninger og skoler i kommunen at melde sig på banen - vi mangler nemlig stadig at engagere lotterisælgere i en række kommuner for at kunne dække udgifterne til de mange indsatser for udsatte og anbragte børn rundt i landet.
"Hver gang telefonen ringer, og der bliver bestilt julelodder, jubler hele kontoret. Børnehjælpsdagen er en lille hjælpeorganisation, som er mere påvirket af konjunkturer end de store organisationer. Men vi har en vigtig sag, en kæmpe rækkevidde og en dedikeret medarbejderstab, som i år må række ekstra ud mod både vores tilbagevendende sælgere og nye foreninger, skoleklasser og sportsklubber, som vil tjene penge til fælleskassen," siger Kenneth Tingberg, der står klar hos Børnehjælpsdagen til at distribuere lodark ud til flittige julelodsælgere.
Børnehjælpsdagen er en del af de anbragte børns netværk og alle de trænere, lærere, forældre og frivillige ledere som koordinerer lotterisalget over hele Danmark, er en del af Børnehjælpsdagens netværk. Organisationen hjælper op mod 10.000 anbragte børn og udsatte unge i Danmark hvert år.
Alle børn har behov for en god jul - I Fredensborg Kommune er der regisreret 74 anbragte børn og unge.