Skip to main content

Musical, opera og nordiske viser på Nødebo Kro

23. februar 2023

Det bliver en eftermiddag med dramatiske opera toner, smægtende musicalmelodier og udpluk af den svenske og danske sangskat, når operasangerne Gitta-Maria Sjöberg og Matti Borg sammen med deres søn musicalstjernen Markus Borg giver koncert i Nødebo søndag den 5. marts klokken 16.00.

Gitta-Maria Sjöberg er Kgl. Operasanger og sangpædagog. Hun er født i Trollhättan, Sverige, fik sin uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og Opera-Akademiet i København og har efter mere end 25 år som operasolist ved Det Kgl. Teater i dag sin base i Helsingør. Sopranen Gitta-Maria Sjöberg er med sin exceptionelle stemme en efterspurgt gæstesolist i store dele af verden, både i operahuse, koncertsale og ved festivaler.

I de senere år har hun også virket som underviser ved mange Master Classes i både ind- og udland, hvor unge lovende talenter nyder godt af hendes store erfaring. Hun har indspillet flere CD’er og i den seneste DVD høstet mange kritikerroser for rollen som Kostelnicka i Janaceks opera ”Jenufa”. For nylig har Gitta-Maria Sjöberg og Polina Fradkina udgivet indspilningen ”Passing Through” med russiske og danske sange. Gitta-Maria har modtaget en lang række priser i Danmark og Sverige, blandt andet Birgit Nilsson Prisen og Edith Brodersens Æreslegat. Hun er formand for The Birgit Nilsson Society, kunstnerisk leder af Nordic Song Festival og er udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Matti Borg er uddannet komponist og sanger fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med efterfølgende studier i London og Sverige. Hans kompositioner omfatter vokal- og kormusik, orkestermusik, kammermusik, teatermusik, musicals og musik til pædagogisk brug. Matti Borgs værker er blevet opført i Europa, Japan, Rusland, Canada og USA. Flere værker er udgivet på CD: ”Lykkedag”, ”Nordic Folksongs & Ballads”: 15 Songs to poems by Gustaf Fröding, og ”Landscape”: 12 poems by J.P. Jacobsen. ”Passing through” med 5 digte af Prins Henrik.

Sanger og skuespiller Markus Emil Borg er søn af Gitta-Maria og Matti Borg og er en af de unge lysende stjerner på den danske musical himmel. Han er uddannet ved Den Danske Scenekunstskole i Fredericia og spillede Fyedka, den unge russiske, kristne mand, der forelsker sig i mælkemand Tevjes yngste datter i den anmelderroste ’Spillemand på en tagryg’ på Det ny Teater i 2021. Markus havde stor succes, da han med kort varsel sprang ind i hovedrollen som Ned Willard i Bellevue Teaterets anmelderroste forestilling ”Den Evige Ild” baseret på Ken Folletts roman. Forestillingen var på en succesfuld turné rundt i landet i 2022.

Billetterne til koncerten koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på kulturhusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk. Gratis adgang med årskort.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio