Velklingende sommerkoncert i Gamle Bio med OBG BRASS
Programmet er både afvekslende og publikumsvenligt. Det spænder fra Shu-Bi-Dua, Kim Larsen og The Beatles over Ray Charles til danske sommersange. Det er dermed et godt eksempel på OBG Brass’ musikalske bredde.
Lørdag den 10. juni bliver det anden gang at OBG Brass afholder koncert i Gamle Bio. Første gang var en velbesøgt julekoncert i december 2022. OBG Brass dirigeres af Stanley Westh, som også er cornettist i Livgardens Musikkorps.
OBG Brass er et hornorkester, hvor alle stemmer spilles på messinginstrumenter: Cornetter, flugelhorn, althorn, tenorhorn, euphonier, basuner og tubaer. Det dækker stort set alle musikformer, fordi de mange forskellige stemmer i orkesteret gør det muligt at lave transskriptioner, der både er spilbare og skønne at lytte til.
Besætningen udspringer af den engelske blæsertradition, der går under betegnelsen Brass Band. Orkester-for¬men blev introduceret i Danmark i 1957 gennem dannelsen af Concord Brass Band. I dag eksisterer en lang række Brass Bands både i Danmark og verden over.
OBG Brass blev dannet i 2004 af tidligere medlemmer af Concord Brass Band og Lyngby-Tårbæk Brass Band, som er de 2 førende danske orkestre på området. Navnet OBG (Oldies But Goddies) var oprindeligt blot en intern arbejdstitel, men blev siden fastholdt som orkesterets rigtige navn. ”Oldies” fordi medlemmerne er tidligere medlemmer af andre orkestre og dermed typisk ikke er helt unge. ”Goddies” fordi orkestret tilstræber et meget højt spillemæssigt niveau.
Arrangementet holdes lørdag den 10. juni klokken 15.00. Dørene åbnes kl. 14.30.
Billetter á 80 kr. kan bestilles på www.glbio.dk eller købes ved indgangen. Børn har gratis adgang.