Skip to main content

80 glade mennesker sang foråret ind i Gamle Bio

24. marts 2023

- Vi ved ikke, om alle var glade, da de ankom. Men der var store smil over hele hovedet, da de 80 gæster den 23. marts forlod Gamle Bio efter i en time at have budt foråret velkommen med skønne fællessange fra Højskolesangbogen, fortæller Poul Juul fra Kulturhuset i Fredensborg.

Slotskirkens dygtige organist Mie Korp Sloth havde bundet en smuk buket af kendte og enkelte mindre kendte sange fra Højskolesangbogen, som hun introducerede og spillede for til på Gamle Bios dejlige flygel. Og ikke bare det. Mie gav også publikum små musiklektioner, f.eks. om betydningen af en ”fuga” (jagt), at vi skal synge og gynge i 6/8 takt til Carl Nielsens musik til ”Solen er så rød, mor”, samt at der er en pause inden de sidste ord i hvert vers i Povl Dissings og Benny og Andersens dejlige ”Hilsen til forårssolen”.

- Apropos sidstnævnte sang, så sendte vi en venlig hilsen til byrådet og anbefaler dem at synge den til deres næste budgetseminar, for som der står: ”Det er forår, alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter” og videre ”Jeg bliver fem år ældre ved hvert indgreb i min pung. Men når forårssolen skinner, bliver jeg ung.” Det må være en god opmuntring til det hårde budgetarbejde., fortæller Poul Juul.

Sangtimen var fyldt med forårsbebudende blomster. Arrangementet startede smukt med Kaj Munks ”Den blå anemone”, var forbi Holsteins pige, der købte blomster, til den, hun har kær og kyssede dem alle hver især, Jens Rosendals vilde forelskelsessang og sluttede med Grundtvigs og Carl Nielsens ”Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Heldigvis var ”Radio Humleborg” til stede og optog en stemningsrapport, som kan høres eller genhøres på søndag i programmet Morgenkrydderen og siden som podcast på www.humleborg.dk.

Næste chance for en sangtime fra Højskolesangbogen i Gamle Bio bliver torsdag den 1. juni kl. 17, hvor sommersange bliver temaet.

Lyt til netradio