Fra Albinoni til Michael Jackson – Los Profesores optræder på Kulturstationen
Mandag den 6. marts er der gratis fyraftenskoncert for hele familien, når Fredensborg Musikskole byder på klassiske superhits fra hele det musikalske spektrum ved et arrangement på Kulturstationen i Humlebæk klonne 18.30 til 19.00.
Da coronaen i de forgangne år lagde landet ned, blev meget forandret. Men rundt omkring spirede også nye ideer frem, og på Fredensborg Musikskole var en af de rigtige gode og bæredygtige ideer, at skolens tre guitarlærere dannede guitartrioen ´Los Profesores´ (’Guitarlærerne’). I trioen har de kastet sig over en række af deres private yndlingsnumre. Det er blevet til et repertoire af superhits lige fra klassiske stykker som Albinonis ’Adagio’, over forrygende, argentinsk tango til ’The King of Pop’, Michael Jackson. ”Det skal kunne mærkes når vi spiller, at vi selv er vilde med dén musik” siger trioen. ”Og så lyder det jo godt”, smiler de, ”for hvad lyder bedre end en guitar?” Trioen har selv svaret: ”Flere guitarer!”
”Vi vægter sammenspil rigtig højt på Musikskolen, og for guitareleverne har vi både faste grupper på flere niveauer og én til to guitarorkester-dage i løbet af skoleåret, hvor alle kan opleve suset ved at spille sammen.” Faktisk er alle trioens numre tidligere blevet spillet af eleverne i forskellige udgaver. ”Den musik kan vi slet ikke holde for selv! Og vi håber også mange har lyst til at komme og lytte med, når vi spiller.”
Der er gratis adgang til koncerten og alle er velkomne til at kigge forbi til en kort men fyrig fyraftenskoncert.
Billedtekst: Fredensborg Musikskoles tre guitarlærere er fra venstre: Niels Lichtenberg, Jens Thunbo og Magnús Olafsson.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.