YouSee-kunder ramt af alvorligt kabelbrud
Et DONG-kabel er skyld i, at YouSee-kunder i Fredensborg Kommune og dele af Hørsholm siden onsdag har været uden tv, bredbånd og telefoni skriver Uge-Nyt.
Et DONG-kabel er skyld i, at YouSee-kunder i Fredensborg Kommune og dele af Hørsholm siden onsdag har været uden tv, bredbånd og telefoni skriver Uge-Nyt.
En alvorlig kabelfejl er skyld i, at op mod 10.000 YouSee-kunder i Fredensborg Kommune og den nordlige del af Hørsholm Kommune siden onsdag eftermiddag har været totalt afskåret fra at kunne se tv, bruge internettet og ringe på deres fastnet-telefon.
"Onsdag ved 17-tiden fik vi en melding om et nedbrud. Først troede vi, at det var en fejl på centralen i Hillerød. Men siden har vi lokaliseret fejlen til et fiberkabel på en grusvej i Langstrup Mose mellem Nivå og Fredensborg," fortæller pressechef ved YouSee, Ib Konrad Jensen til Uge-Nyt.
DONG skyld i det
Ifølge YouSee skyldes nedbruddet, at DONG Energy har gravet et elkabel ned på stedet, der har beskadiget YouSees fiberkabel over en strækning på 350 meter. Fiberkablet skal derfor nu skiftes helt ud.
"Vi har teknikere på stedet, der netop nu arbejder på højtryk for at løse problemet. Men jeg kan endnu ikke sige noget om, hvor lang tid det vil tage, før forbindelsen er genetableret," forklarer Ib Konrad Jensen til Uge-Nyt.
Forening forklarer
Kabelbruddet skete i forbindelse med nedgravning af et elkabel til Asminderød Grønholdt Jagtforening og Nordsjællands Fjernstyrings Klub.
Asminderød Grønholdt Jagtforening og Nordsjællands Fjernstyrings Forening havde forud for nedgravningen af et elkabel til de to klubber rekvireret en aktuel tegning fra TDC over de kabler, der måtte befinde sig i jorden i området, hvor elkablet skulle nedgraves.
Ydermere havde de to foreninger insisteret på, at TDC på stedet påviste den lyslederkabel, man kunne se på tegningen. Det gjorde to medarbejdere fra TDC i sidste uge.
Af kortet, der er dateret 27. juni i år, fremgik imidlertid kun ét lyslederkabel - og ikke det lyslederkabel, som beklageligvis blev gravet over.
- Vi er rigtigt kede af, at Fredensborg, Hørsholm og måske større dele af Nordsjælland i en periode har måttet undvære tv fra You See og deres internet-forbindelse.
Men vi mener imidlertid at have gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for ikke at foranledige kabelbrud, og vi mener det er TDC egen skyld, når man på det nyest tænkelige kort ikke kan se kablet, som blev gravet over, siger Jørgen Mouritzen, der er formand for NFK.
Nødløsning på vej
I mellemtiden vil YouSee sætte en nødforbindelse op i Nivå med de 12 vigtigste kanaler. Den skulle gerne være sat op og fungere omkring middagstid torsdag.
På YouSee.dk kan man løbende følge opdateringer over situationen, og hvornår man regner med at have genetableret forbindelsen.