Succesfyldt kirkekor har fået en støtteforening
Fredensborg Slotskirke er så privilegerede at have et af landets bedste pigekor. Det er under ledelse af Cille Buch og med korproducent Monica Nørgaard Stevns. Frivillige forældre og interessenter kan nu præsentere et nyt tiltag, som kan være med til at styrke koret.
I november 2023 blev der nemlig oprettet en støtteforeningen, som alle kan blive medlem af. Som medlem vil man blive indkaldt til den årlige generalforsamling, samt have mulighed for at give input til støtteforeningens aktiviteter.
Man bliver medlem ved at udfylde formularen på korets hjemmeside: www.fredensborgslotskirkespigekor.dk under fanen ’STØT’ og indbetale kr. 300 via mobilepay box 3270RY eller ved at scanne en QRkode, der ligeledes ses på hjemmesidenn. Det koster 300 kr. om året at være medlem. Man kan til en hver tid melde sig ud. Medlemskontingent bliver ikke tilbagebetalt ved udmeldelse.
Foreningens formål er at støtte korets rejseaktiviteter og almene trivsel, samt at medvirke til at udbrede kendskabet til Fredensborg Slotskirkes Pigekor.
Foreningen arbejder således på at indsamle økonomiske midler til at betale for turnéer, deltagelse i korkonkurrencer i udlandet og markedsføring af pigekorets aktiviteter, herunder korets årlige sommertur, samt eventuelle udgifter, der måtte være omkring driften af Støtteforeningen.
Alt arbejdet omkring støtteforeningen er frivilligt, ulønnet arbejde.
Bestyrelsen består pt. af forældre til pigerne i Pigekoret. Foreningens vedtægter kan findes på korets hjemmeside.
Udgivelse på pophit
Pigekoret har haft et begivenhedsrigt efterår og vinter. I september gik de i studiet og lagde kor på en nyfortolkning af Steffen Brandt og tv-2’s klassiker ‘Fald min engel’.
Baggrunden for denne nyfortolkning var et personligt tab til cancer for dj og radiovært Helle Helle, som er drivkraften bag projektet.
Hun havde en særlig oplevelse af håb og trøst i ‘Fald min engel’, hvilket affødte en drøm om at skabe denne nyfortolkning, som hun ønskede kunne give andre samme lindring, lys og håb i sorgen, som hun selv havde oplevet.
Den er smukt indsunget af Silas Bjerregaard fra orkestret Turboweekend, der har rødder i Fredensborg og med kordelen sunget af Fredensborg Slotskirkes Pigekor, produceret af Morten Hampenberg og Helle Helle.
Alle indtægter fra streaming går direkte til Kræftens Bekæmpelse.
Medvirken i royalt TVprogram
Koret medvirkede fornyligt i et TV-program på DR Aftenshowet, hvor der blev sendt direkte fra Fredensborg Slot. I knitrende sne, under åben himmel foran slottet sang koret Weyses “Det er så yndigt at følges ad”, som en hilsen til H.M. Dronningen. Fredensborgere i hundredevis var mødt op for at skrive en hilsen til den afgående Majestæt i den store gæstebog og spejderkorpset lyste smukt op med fakler.
Fald min engel fra youTube