Salsa-koncert på Nødebo Kro
Salsabandet Lazos d’Cuba kan fredag den 2. februar klokken 21 opleves på Kulturhuset Nødebo Kro. De spiller både originale salsa numre og et udvalg af velkendte latinamerikanske melodier, som især er inspireret af cubansk musik, men også bachata, flamenco, jazz, funk og pop hovedsalig skrevet af Yeziel Lazo og andre kollegaer.
Det bliver på mange måder en særlig aften, når Yeziel Lazo indtager Nødebo Kros scene sammen med resten af orkesteret Lazos D’Cuba. Navnet henviser til Yeziels familienavn og det samspil bandet skaber med publikum under deres koncerter. Bandet består, ud over Yeziel Lazo, af nogle af de mest etablerede salsamusikere i København; Theo Benjamin Hjorth på piano, Yasser Morejôn Pino på bas, Jakob Johansen på trombone, Yannik Vikingo Hartig, timpbales, Peter Ehler, congas og bongos samt Lisandro Bienes, percussion og vokal.
Hvis du er til cubanske toner og godt kunne tænke dig at høre lyden af fjerne himmelstrøg, så kom til Nødebo Kro denne fredag. Find danseskoene frem. Nicky Bonnesen fra Fredensborg Salsa vil varme op inden koncerten ned en halv times salsaundervisning kl. 20.30. Alle er velkomne!
Inden musikken starter, kan man spise middag kl. 19 med en to-retters menu for kun 180 kr. (155 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Mad & Musik billetter skal købes i forsalg på kulturhusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk senest onsdag den 31. januar kl. 12.
Alle er naturligvis velkomne til musikken - også dem, der har spist hjemmefra. Billetter til musikken koster 170 kr. De sælges i forsalg på www.noedebo-kro.dk indtil 24 timer før koncerten og ved indgangen. Medlemsbilletter til 130 kr. kun i forsalg. Gratis med årskort.