Skip to main content

Sæsonprogrammet fra bibliotekerne er klar

16. januar 2024

Fredensborg Bibliotekernes arrangementsprogram for det første halvår er på gaden og er fuld af kulturelle oplevelser for både voksne og børn.

Bibliotekernes nye program er på gaden og spænder vidt med masser af arrangementer og andre aktiviteter i foråret 2024. Programmet, som nu kan hentes på biblioteket og ses på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside, er spækket med alt fra forfatter- og ekspertforedrag og litterære vandringer til børneteater, verdensmål og dinosaurværksted.

Allerede i januar står den på stort forfatterforedrag med Maria Helleberg, som vil fortælle om sin nye autofiktive roman ”Kold maj”. Den handler om hendes kærlighedsforhold til den mand, hun tilbragte 20 år med indtil hans død i 2022. Maria Helleberg, som er bosat i Fredensborg, har tidligere holdt foredrag på biblioteket og er med sin sprudlende stil altid værd at tilbringe en aften med. Det kan man forvisse sig om 30. januar på Fredensborg Bibliotek.

Tre dage før – 27. januar – kan musikinteresserede komme på rundtur i de sidste 50 års danske rockhistorie med musiker, sangskriver og foredragsholder Thomas Ulrik Larsen som guide. Han vil på Nivå Bibliotek blandt andet fortælle om legendariske bands som Gasolin’, Røde Mor, Parkering Forbudt, Gnags og TV-2.

Ligeledes 27. januar finder den store Danmarksindsamling sted til nødlidende børn i Uganda. Fredensborg Bibliotekerne tilslutter sig indsamlingen ved – i samarbejde med Gang i Fredensborg - at arrangere en gåtur på 1,5 kilometer med start fra Humlebæk Bibliotek. Efterfølgende er der kakao og højtlæsning på biblioteket. Hver gået kilometer udløser en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Om torsdagen i samme uge, nemlig 25. januar, lyder startskuddet til den store arrangementssæson, når strikkeeksperten Lærke Bagger står i spidsen for en strikkeworkshop på Fredensborg Bibliotek, hvor man kan lære at eksperimentere med garnrester.

Man kan læse meget mere om arrangementerne i det trykte program eller på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio