Renovering af Valdemar Seegers gravsted på Asminderød Kirkegård
Bevaringsforeningen Fredensborg, Borgerforeningen, Lokalhistorisk Forening og Menighedsrådet, har fået bevilget penge fra fonden "Samlingskraft - sammen om steder vi holder af" - en fond der støttes af Realdania. Fondsmidlerne er til at renovere lokalhistorikeren Valdemar Seegers gravsted på Asminderød Kirkegård.
Seeger, der levede fra 1867 til 1938, var i en menneskealder ansat i Asminderød-Grønholt Kommune som administrativ leder og skrev gennem årene adskillige bøger og artikler om byens og slottets historie. Nu har foreningerne fået genopfrisket hans gravsted på kirkegården og inviterer alle til at deltage i et arrangement i Sognegården, lørdag den 24. februar 2024 klokken 14.00
Ved arrangementet mødes man ved sognegården og går i samlet trop til Seegers gravsted. Her vil Peter Heiberg, der er forhenværende formand for Lokalhistorisk forening, kort introducere Valdemar Seeger og hans betydning for Fredensborg, dengang og nu. Derefter vender man tilbage til Sognegården, hvor der er to oplæg.
Stine Helweg, kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune, sekretær i Foreningen for Kirkegårdskultur, vil tale om kulturværdier på danske kirkegårde, og Niels Peter Stilling, tidligere
museumsleder og historiker, vil gennemgå nogle af de markante mindesmærker på Asminderød Kirkegård.
Der vil blive serveret vin og vand for at fejre begivenheden.
Der er begrænset plads i sognegården, og derfor er tilmelding til arrangementet nødvendig. Tilmelding åbnede den 1. februar på sognets hjemmeside www.fredensborgkirkerne.dk