Skip to main content

Realdania donerer mødested til Fredensborg Møllelaug

20. november 2024

I mange år har Fredensborg Møllelaug drømt om et overdækket mødested, der kan danne rum for formidling af kommunens møller, lokalhistorie og håndværk. Den drøm opfylder Realdania nu. Mødestedet bliver etableret ved Højsager Mølle og forventes at være klar til sommeren 2025.

Fredag fik formand for Fredensborg Møllelaug, Niels Erik Bølling, en yderst glædelig besked fra Realdania: Møllelauget er en af de 60 heldige ansøgere, der får tildelt et mødested i første runde af Realdanias 25 års jubilæumsindsats Vores Sted. Indsatsen skal styrke fællesskaber i mange former over hele landet, og nu kan Møllelauget se frem til at få et mødested ved Højsager Mølle, hvor fortiden kan møde nutiden, og hvor natur, teknologi, historie og håndværk kan blive formidlet videre til flere generationer gennem gode fortællinger og arbejdende værksteder.

"Siden vi blev stiftet i 2012, har vi arbejdet på at kunne tilbyde et sted på møllebakken, hvor man kan samles, hvad enten det drejer sig om blot at søge ly for en byge, eller for at vi kan formidle vores viden og historie om møllen og mølleriet.

Vi er derfor meget, meget glade for Realdanias generøse donation. Møllelaugets bestyrelse og frivillige ser frem til et godt samarbejde, såvel med alle dele af kommunen som med Realdania, så vi forhåbentlig kan holde indvielse af Kulturmøllen i løbet af forsommeren", siger Niels Erik Bølling.

Ansøgningen til Realdania er sendt i samarbejde med Fredensborg Naturskole, der samarbejder med Møllelaugets frivillige om undervisningsforløb ved møllerne for kommunens børn. Fredensborg Naturskole tilbyder spændende udeskoleundervisning til kommunens skoler, og møllerne er et oplagt sted for undervisning om natur, miljø, bæredygtighed og klima.

"Med det nye værksted får naturskolen endnu bedre rammer om deres undervisning – året rundt. Det har de savnet længe, og der skal fra byrådets side derfor også lyde en stor tak til Realdania. Og så glæder jeg mig allerede til indvielsen", siger udvalgsformand Per Frost Henriksen.

Også i Kulturudvalget er der stor glæde over det kommende nye værksted:

"Alle de mange frivillige, som driver vores to flotte møller, gør året rundt en kæmpe indsats for både at vedligeholde møllerne og formidle deres unikke historie. At de nu får et længe næret ønske opfyldt, er derfor fuldt fortjent – og vi glæder os til at se det opført", siger Ulla Hardy-Hansen, der er formand for Kulturudvalget.

kulturmollen projekt

Lyt til netradio