Skip to main content

Lokalhistorisk museum atter på frivillige hænder

22. august 2023

Byrådet i Fredensborg besluttede i forbindelse med budgetforlig 2023-2026, at den fremtidige drift af Fredensborg Museum igen skal varetages af frivillige. Kulturudvalget har vedtaget en samarbejdsaftale mellem Fredensborg Kommune og foreningen Fredensborg Museum.

Museet er siden januar 2021 blevet drevet af Fredensborg Kommune. Før da blev museet drevet af Karlebo Lokalhistoriske Forening.

Kulturudvalget godkendte på mødet i januar 2023, at museet fremadrettet skal drives af en forening. Siden har der været nedsat en arbejdsgruppe der har varetaget et foreningsforberedende arbejde. Denne gruppe har udarbejdet forslag til vedtægter og en samarbejdsaftale imellem den nye forening og Fredensborg Kommune.

Samarbejdsaftalen blev godkendt i kulturudvalget på et møde den 15. august og dagen efter holdt Foreningen Fredensborg Museum stiftede generalforsamling med valg af bestyrelsesmedlemmer.

I samarbejdsaftalen mellem parterne, fremgår det blandt andet at aftalen er fortløbende med forbehold for budgetmæssige ændringer og at et tilskud årligt fastsættes i forbindelse med budgetforhandlingerne. Desuden stilles lokalerne på Rytterskolen, Avderødvej 19 i Avderød vederlagsfrit til rådighed, ligesom kommunen afholder udgifter til rengøring, el, vand og varme, forsikringer, samt vedligehold af bygning og udeområder.

Bestyrelsen er klar

Foreningen Fredensborg Museum har nu ansvaret for at formidle Fredensborg kommunes lokalhistorie helt frem til nutiden.

Formidlingen vil blandt andet ske gennem udstillinger, arrangementer, skolesamarbejde med mere. Derudover vil man modtage, registrere og bevare eventuelle kulturhistoriske genstande, der er relevante for museets geografiske område. Man kan indsamle genstande i det omfang, det har interesse og relevans for museet og foreningens arbejde og det er foreningens opgave gennem udstillinger og anden formidling at belyse kommunens politiske, økonomiske, sociale og kulturelle historie indenfor nyere tid.

En af opgaverne for den nye foreningen bliver nu at få genåbnet lokalerne og sørge for, at der jævnligt vil være adgang til museets udstilling og lokaler for borgere og besøgende. Man vil ligeledes bestræbe sig på, at der bliver gratis adgang.

På den stiftede generalforsamling for Foreningen Fredensborg Museum, blev de foreslåede vedtægter, gennemgået og vedtaget. Der blev også valgt fem bestyrelsesmedlemmer og en suppleant, som i den kommende tid vil konstituere sig og herefter påbegynde arbejdet med at skabe liv i Fredensborg Museum.

Bestyrelsen består af følgende:

Nina Dolriis, formand
Eva Trein Nielsen, næstformand
Peter Burchardt, kasserer
Søren Hybschmann, bestyrelsesmedlem
Sofia Mehnke, bestyrelsesmedlem

Pia Bødtker blev valgt som suppleant medens Sonja Andersen er valgt som revisor.

Rækkefølgen på billedet fra venstre er Pia, Peter, Søren, Sofia, Nina og Eva

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio