Skip to main content

Hør danske komponister fortolket af musikskoleelever

13. oktober 2023

Hvert år i uge 44 afholdes den nationale Spil Dansk-uge. For Fredensborg Musikskole er det en kærkommen anledning til at skyde koncertsæsonen i gang. I år bliver det ved en koncert i Nivaagaards charmerende rammer, mandag d. 30. oktober kl. 19.00.

Formålet med Spil Dansk-ugen er at sætte fokus på dansk musikliv både de skabende og de udøvende. På programmet til koncerten vil publikum derfor blive præsenteret for både de store, anerkendte komponister som Carl Nielsen, Fini Henriques og Sebastian. Men der bliver også lejlighed til at høre helt nye komponister.

Musikskolens guitarlærer Jens Thunbo har således skrevet flere af aftenens nye kompositioner, som fremføres af hans elever. Desuden vil musikskoleelev Lilli Ellen Lenager optræde med en af sine egne sange, hvor hun på rørende vis sætter ord og toner til de tanker, som optager en ung 14-årig pige.

Aftenen byder på både solo-indslag og indslag, hvor mindre ensembler spiller sammen på hhv. violin og fløjte og måske vi alle stemmer i til en enkelt fællessang.
Koncerten finder sted i Søjlesalen på Nivaagaard Malerisamling, mandag d. 30. oktober kl. 19.00. Der er gratis adgang til koncerten, og der skal ikke bestilles billetter på forhånd.
Da det er en mandag, vil der ikke være åbent til Nivaagaards øvrige udstillingssale.

 

Lyt til netradio