Foredrag: Hvad sker der i Ukraine?

Hvordan er situationen i Ukraine lige nu? Desværre er der nok stadig krig, når vi er i slutningen af oktober, selvom alle håber på fred. Få en status når ruslandskender Claus Mathiesen kommer til Nødebo Kro onsdag 25. oktober klokken 19.30.
Claus Mathiesen siger selv: ”I foredraget vil vi se på, hvilke relationer der er mellem Rusland og Ukraine, herunder hvad der er årsagen til, at Rusland ikke vil opgive at have kontrol over Ukraine. Vi ser på, hvorfor krigen begyndte netop på det tidspunkt i februar 2022, og hvorfor krigen overhovedet vedkommer os. Vi vil også se på status for krigen op til efteråret 2023, herunder hvilke krav parterne stiller til hinanden for at skabe en holdbar fred”.
Claus Mathiesen er cand.mag. i polsk og russisk, og han er studielektor og Ruslandskender på Forsvarsakademiet. Han har i forbindelse med sit arbejde været på utallige besøg i Rusland og de øvrige lande, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud. I årene 1999-2007 var han dansk forsvarsattache i Ukraine. Under konflikten mellem Rusland og Ukraine har han ofte på TV givet sine analyser og forklaringer på, hvad der er foregået.
Billetter til foredraget koster 120 kr. inkl. gebyr og kan købes i forsalg på www.noedebo-kro.dk indtil 24 timer før foredraget eller ved indgangen. Medlemsbilletter til 90 kr. sælges kun i forsalg. Gratis adgang med årskort.