Fredensborg Kommune opruster for at hjælpe flere ledige i job
Politikerne i Fredensborg Byråd går nu i offensiven for at få endnu flere ledige i job og uddannelse. Det sker ved at investere i flere medarbejdere i Center for Job og Uddannelse.
Politikerne i Fredensborg Byråd går nu i offensiven for at få endnu flere ledige i job og uddannelse. Det sker ved at investere i flere medarbejdere i Center for Job og Uddannelse.
”Filosofien bag denne offensiv kan siges kort: Hvis vi investerer i flere medarbejdere på dette område, kan vi hjælpe flere af vores borgere. Enten med at få en plads på arbejdsmarkedet, så de bliver selvforsørgende, eller til et uddannelsesforløb hvor de forbedrer deres kvalifikationer. Dermed får vi en bedre kommune, samtidig med vi sparer penge”, siger Thomas Elgaard, formand for Arbejdsmarkeds-og Erhvervsudvalget.
Fredensborg Byråd besluttede med budgetaftalen for 2017-20 at afsætte 2 mio. kr. til at udvide bemandingen i Center for Job og Uddannelse, som nu søger nye virksomhedskonsulenter, jobkonsulenter, sagsbehandlere, en mentor, projektmedarbejdere samt en faglig koordinator.
”Vi håber, at vi får mange ansøgninger fra dygtige og erfarne personer, der finder det attraktivt at være med til at løfte denne vigtige opgave i en kommune, som har store ambitioner og aktivt vælger at investere på området”, slutter Thomas Elgaard.