Skip to main content

DI roser Fredensborg Kommunes dialog med private virksomheder

12. november 2024

Kvaliteten af dialogen mellem private virksomheder og politikere og kommunens ansatte går den rette vej. Det konkluderer DI i sin seneste måling af kommunernes erhvervsklima. Målingen viser, at virksomhedernes tilfredshed med dialogen ligger blandt den bedste tredjedel i landet.

For at gøre dialogen og erhvervsklimaet generelt endnu bedre og drøfte nye muligheder i fremtiden, havde Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget inviteret regionalformand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen, med til det seneste udvalgsmøde.

”Det var godt at møde udvalget og tale om mulighederne. Jeg synes, Fredensborg Kommune tager dialogen med de private virksomheder seriøst og arbejder med den på flere måder, fx med politikernes mange virksomhedsbesøg og administrationens konstruktive tilgang til at finde konkrete løsninger på virksomhedernes udfordringer. Så vi er afgjort på rette vej”, siger Peter Lanng Nielsen.

Lars Søndergaard, der er formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, kvitterer for den gode dialog med DI, og fremhæver et område, som udvalget fremover sætter mere fokus på:

”Vi har brug for, at virksomhederne har plads til at udvikle og udvide, når det går godt. Det hører vi både fra virksomhederne og DI. Derfor er det også oplagt, at vi udnytter vores eksisterende erhvervsarealer yderligere fx gennem en højere bebyggelsesprocent, hvilket kan ske ved at revidere de nuværende lokalplaner for erhvervsområderne”.

Udvalget kvitterede for en god og konstruktiv dialog med DI, som også fik en opfordring med hjem: Giv de virksomheder, som svarer på jeres undersøgelse, mulighed for at blive ringet op af kommunen. Så kan de uddybe deres svar, og være med til at gøre alle klogere - lød det fra et samlet udvalg.

Lyt til netradio