Skip to main content

Caféer, legestuer og korsang vender tilbage

16. august 2023

Med sommerens tilbagetog gør Fredensborg Bibliotekerne klar til en ny sæson med de faste aktiviteter. Her tilbydes en række af dagligdags faste aktiviteter, som hvert år er med til at gøre kommunens biblioteker til et mødested for mange borgere i alle aldre.

Allerede den 8. august startede it-caféerne op igen efter sommerferien. Her kan man hver tirsdag eftermiddag på Humlebæk og Nivå Bibliotek få hjælp af frivillige til at løse hverdagens it-problemer. I Humlebæk er det fra klokken 14.30-16.30 og i Nivå fra 14-16.

Den 4. september kan slægtsforskere første gang efter sommerferien komme på Fredensborg Bibliotek og blive guidet igennem internettets mange muligheder for at finde spor af forfædrene. Slægtsforskningscaféen finder sted den første mandag i måneden september-november klokken 10-12 og kræver tilmelding.

Dagen efter, den 5. september, er det Nivå Biblioteks morgensangkor, der skal forsøge at få gang i stemmebåndene igen efter sommerferien. Alle er velkomne til at synge med, og det foregår hver tirsdag klokken 10.30 med akkompagnement af de frivillige sangværter.

Er man interesseret i at nørkle med garn og tråd, fortsætter Håndarbejdscaféen på Fredensborg Bibliotek den 7. september klokken 18.30-21. Her vil strikke- og snakketøjet blive luftet den første torsdag i måneden frem til november.

For børn og deres familier er Fars legestue på Humlebæk Bibliotek allerede i gang igen. Det foregår alle tirsdag formiddage klokken 10-12 og går ud på, at fædre kan tumle med deres 0-5-årige børn og benytte sig af bibliotekets legeudstyr.

Fredensborg og Humlebæk Bibliotek forsøger ligeledes at få videreført Åben legestue, hvor mor også gerne må være med i legen. Her søger biblioteket dog et par frivillige til at være kontaktpersoner, før tilbuddet kan blive realiseret. Interesserede er velkomne til at henvende sig til et af de to biblioteker.

Endelig fortsætter Lektiecaféen på Nivå Bibliotek fra den 14. august og foregår hver mandag og onsdag fra klokken 14-16. Her kan skoleelever få hjælp til lektierne af frivillige lærere i et hyggeligt miljø, hvor der er god tid til den enkelte.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio