Skip to main content

Vinterudstilling på Humlebæk Bibliotek

13. januar 2016

Kunstforeningen for Humlebæk og Omegn holder Vinterudstilling med Skulptør Tim Juel-Jacobsen og foreningens egen Annelise Jarvis Hansen. Udstillingen ses på Humlebæk Bibliotek. Der er ferniseringen den 23. januar kl. 11.00 ved byrådsmedlem Christian de Jonquiéres.

Kunstforeningen for Humlebæk og Omegn holder Vinterudstilling med Skulptør Tim Juel-Jacobsen og foreningens egen Annelise Jarvis Hansen.

Udstillingen ses på Humlebæk Bibliotek. Der er ferniseringen den 23. januar kl. 11.00 ved byrådsmedlem Christian de Jonquiéres.


Om Skulptør Tim Juel-Jacobsen


Tim Juel-Jacobsen er født i 1938, og begyndte at lave skulpturer i begyndelsen af 80’erne. Han startede i cykelkælderen med en lille hobby-svejser, som han lånte af en kammerat.

Inspirationen kom fra Picassos skulpturer (overraskelsesmomentet) og Heerups skulpturer (genbruget af tilfældige, kasserede materialer). Især ku’ Tim Juel-Jacobsen lide deres enkle og rå udtryk. Samtidig passede det godt til cykelkælderen, der som arbejdsplads var meget enkel og minimalistisk og uden de store udfoldelsesmuligheder. Siden fik han eget værksted i en tom garage og blev senere medlem af forskellige kunstnerværksteder. Nu arbejder Tim Juel-Jacobsen i et værksted i Ørby ved Helsinge.

Tim Juel-Jacobsens gennembrud var deltagelsen i KE 1986. Hans tidlige skulpturer var motivmæssigt mere figurative, oftest fuglelignende. Efterhånden er de blevet tiltagende abstrakte og nu næsten tømte for indhold men alligevel ”uforklarligt meningsfulde” idet han søger hen hvor skulpturen bliver så abstrakt, at den næsten virker tilfældig (ligegyldig) – og så alligevel holder beskueren fast med en form som tiltrækker, og ”nødvendiggør” gensyn, for hvad var det nu den udtrykte?

Udviklingen henimod det nuværende koncept er som for al vedkommende kunst, selvbiografisk og et udtryk for
Tim Juel-Jacobsens mangeårige interesse for den ikke materielle verden forstærket under hans arbejde som hospicelæge
(1998-2006) og af hans interesse for zen-meditation.

Kontrasten mellem det rå fysiske materiale og det ”spirituelle” motiv er samtidig en beskrivelse af verden af i dag som Tim Juel-Jacobsen ser den med dens gryende interesse for det åndelige samtidig med og midti det meget materielle liv vi alle (med glæde) deltager i.

Materialerne er fortsat jernaffald, og overfladen behandlet med mørk eller klar metallak, således at rester af rust er låst inde og skulpturen ”behagelig” at røre ved. Men der er ingen rustgaranti. Skulpturerne kan leveres i større mål til udendørs opstilling, men vil så blive fremstillet af nyt metal.

Tim Juel-Jacobsen er medlem af Kunstnersammenslutningen Nybro som har eget, Kunstnerdrevet galleri i Nybrogade midt i
København og Karlebo Kunstnerforening.

Om Annelise Jarvis Hansen

Er medlem af foreningen og viser 6 værker på væggene som baggrund for skulpturerne.

Annelise Jarvis Hansen udstiller sine billeder på væggene som baggrund for Tim Juel-Jacobsens skulpturer. Annelise er kendt af os alle i foreningen, som en dygtig,
professionel og værdsat kunstner.

Hun har en BFA Bachelor Degree of Fine Arts fra Art Center College of Design, Los Angeles 1975 (www.artcenter.edu) og hun studerede filosofi og kunsthistorie på Københavns
Universitet i 1980-84.

Udstillingen nedtages fredag den 5, februar 2016.

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio