Skip to main content

Venskabsbysamarbejdets første 40 år.

10. november 2014

 

Den 6. september 2015 er det 40 år siden Fredensborg-Humlebæk og Bad Berleburg kommuner underskrev aftalen om venskabsbysamarbejdet mellem de 2 kommuner.

Fredensborg havde herved fået sin første officielle venskabsby.

Uofficielt havde der jo været samarbejde mellem de 2 byer siden 1968, idet samarbejdet indtil da lå i hænderne på de 2 foreninger Berleburg-Klubben og Fredensborg-Ring.


Det er fortsat de 2 foreninger som er “daglige tovholdere” på forbindelserne mellem Danmark og Tyskland.

Dette er også tilfældet med planlægningen af jubilæumsaktiviteterne i 2015.
Efter aftale med Fredensborgs borgmester, venskabsbykomiteen og Kulturforvaltningen, var Lone og Ole Holde i uge 42 i Berleburg for at få aftalerne for festligholdelsen af de første 40 år sat på skinner.


Der er derfor lavet følgende plan for markeringen af jubilæet, som vil finde sted samtidig med, at der er Skyttefest i Bad Berleburg:


Fredensborg kommune sørger for at bestille busser til turen, og umiddelbart forventer vi ca. 100 deltagere ved besøget.

Der vil være afgang fra Fredensborg torsdag 2. juli 2015 kl. 06,00, og efter ankomsten til Berleburg vil der være en festaften i Bürgerhaus på markedspladsen.

Her vil der naturligvis være officielle taler samt mad og drikke, men der vil også være musikalsk underholdning, idet Fredensborg Brass Ensemble deltager i besøget.


Berleburg Kommune vil stå for arrangementet i Bürgerhaus, og lokalt vil man også sørge for yderligere musikalsk underholdning.


Fredag den 3. juli vil der blive arrangeret rundture i Wittgenstein-området, således at der bliver mulighed for at se en række af de seværdigheder, som Bad Berleburg kan byde på.


Der arbejdes også på at få en lokal kunstnergruppe med til Berleburg, således at der kan åbnes en Fredensborg-udstilling i Sparekassen i Poststrasse.

Hvis dette falder på plads, vil der være indvielse fredag eftermiddag efter busrundturene. Også her vil der være musikalsk underholdning med Fredensborg Brass Ensemble. Kunstudstillingen vil blive i Bad Berleburg i ca. 1 måned.


Fredag aften kl. 18,30 starter skyttefesten på Goetheplatz ved slottet, og festen fortsætter lørdag og søndag efter skytteforeningens 177-årige traditioner.

Søndag er der det store festoptog gennem Berleburg, hvor vi regner med, at en del af den danske delegation også deltager - incl. Brass Ensemblet.


Efter planerne går turen mandag morgen retur til Fredensborg. Der vil muligvis blive lavet et genbesøg i Fredensborg senere i 2015 eller i 2016, således at der sker en god markering af venskabsbysamarbejdets første 40 år.

 

 

Lyt til netradio