Selvbetjent bibliotek godt besøgt i julen
Næsten 500 mennesker benyttede Fredensborg Bibliotek fra juleaftensdag til nytårsdag, hvor der ikke var noget personale.
Næsten 500 mennesker benyttede Fredensborg Bibliotek fra juleaftensdag til nytårsdag, hvor der ikke var noget personale.

Det er ikke mange steder, man kan gå på biblioteket juleaften, men Fredensborg er et af dem. Juleaften var dog af gode grunde ikke det mest besøgte tidspunkt, da Fredensborg Bibliotek for første gang, siden det selvbetjente bibliotek blev lanceret i 2012, forsøgte sig med at holde åbent uden personale i mere end en uge.
Det var til gengæld lille nytårsaften, d. 30.12., hvor knap 140 mennesker lagde vejen forbi. Også den første hverdag efter julen, d. 27.12., var velbesøgt med næsten 100 biblioteksgæster.
Alt i alt havde tælleren registreret 492 besøg i løbet af de ni personaleløse dage.
Bange anelser gjort til skamme
Den lange periode uden betjening forløb uden de store problemer. På forhånd var det med en lille smule bange anelser, at personalet vendte tilbage på arbejdet d. 2. januar, men al frygt for rod og kaos blev gjort til skamme.
”Der var ikke mere oprydning at lave end efter en almindelig weekend,” siger afdelingsleder Stine Have. ”Vi er utrolig glade og taknemmelige for, at borgerne passer så godt på deres bibliotek.”
Til gengæld var der masser af afleverede materialer at tage sig af og sætte på plads, så der var indkaldt ekstra bogopsættere, ligesom det faste personale havde nogle travle dage med at bringe biblioteket tilbage til normal drift.
Fredensborg Bibliotek er foreløbig det eneste bibliotek i kommunen, hvor borgerne selv kan lukke sig ind med sundhedskort og pinkode. Det kan ske syv dage om ugen mellem kl. 10 og 22. For at få en pinkode er man dog nødt til først at lægge vejen forbi biblioteket i den betjente åbningstid.
{fcomments on}
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.