Skip to main content

Pop, kunst og design indtager Louisiana

2. marts 2013

Andy Warhol er på ny blandt udstillerne i Louisianas nye udstilling, som viser den kunstneriske side af USA’s økonomiske opsving fra midten af 1950’erne

Louisianas nye udstilling, Pop Art Design, kommer rundt om det, vi i dag kalder popart. Det er den særlige blanding af kunst og design, som op gennem 1950’erne opstod i USA som en del af det økonomiske opsving. Hverdagen blev præget af biler, der ikke kunne blive store nok, tv slog for alvor igennem og i parcelhusene holdt de hjemmegående husmødre Tubberware-parties.

Kunstnere som Andy Warhol, James Rosenquist, Tom Wesselmann, Richard Hamilton og Ed Ruscha fik deres gennembrud og satte deres præg på kunsten de næste mange år.

Udstillingen er delt op i en række temaer omkring fænomenet pop, bl.a. Virkeligheden som collage, Fra folkekunst til pop, Tænkende automater. Vinduesudstillinger. Reproduktion og makeup. Forbrugsvarer på museum & kunst i stormagasiner. Rusmidler og forbrug og Hverdagshelte.

Virkeligheden som collage viser tidlige stadier af popkunsten, men hverdagens helte drejer sig om nye former for reklameskilte, der gengiver personer og produkter som stiliserede ikoner. Et spejlbillede af den kommercielle side af popkunsten sådan som reklamebureauerne udformede den kan i øjeblikket ses i den populære tv-serie ’Madmen’.

Pop Art Design kan ses frem til 9. juni 2013.

Lyt til netradio