LOUISIANA: ICH BIN BIRGIT JÜRGENSSEN
Louisiana præsenterer den første udstilling i Norden med den østrigske avantgarde-kunstner Birgit Jürgenssen. Hendes skarpe, humoristiske værk kredser om fastlåste kønsroller og friheden til at være sig selv.
Louisiana præsenterer den første udstilling i Norden med den østrigske avantgarde-kunstner Birgit Jürgenssen. Hendes skarpe, humoristiske værk kredser om fastlåste kønsroller og friheden til at være sig selv.
Birgit Jürgenssen (1949-2003) tilhører en stærk kreds af kvindelige, østrigske kunstnere, som dukkede op i 1970'erne. Allerede som otteårig efterlignede Jürgenssen værker af Pablo Picasso og underskrev dem BICASSO Jürgenssen. Legen med forskellige identiteter og dekonstruktionen af den patriarkalske verdensorden blev siden hovedspor i hendes kunstneriske virke.
Igennem tegning og fotografi, Jürgenssens foretrukne medier, tematiserede hun kvindens rolle i samfundet med sin skarpe og undergravende humor. I et af de mest kendte fotografiske værker ser vi Jürgenssen selv gennem en glasdør udklædt som hjemmegående husmor med ansigtet presset mod døren, hvorpå der er skrevet ”Ich möchte hier raus!” (”Jeg vil ud herfra!”) – fra hjemmet vel at mærke.
I en tegning fra samme tid er husmoderen bogstaveligt skildret som en vild løve i et bur. Jürgenssens værker er ikke kun et kampråb mod den strukturelle kvindeundertrykkelse. De præsenterer samtidig muligheden for som kvinde (eller mand) at bryde ud af en rolle og tage sig den maske eller identitet på, man selv ønsker.
Udstillingen der kan ses på Louisiana frem til den 22. september 2019, præsenterer flere end 70 af kunstnerens værker og er organiseret i samarbejde med Estate Birgit Jürgenssen, Kunsthalle Tübingen og GAMeC Museum i Bergamo.
Vi var med ved pressemødet, der blev holdt den 14. juni 2019.
Vi hører i denne reportage
- Mathias Ussing Seeberg, kurator velkomst og info
- Jan Gøricke, pressechef – samtale
- Mathias Ussing Seeberg, samtale med mig
- Mathias Ussing Seeberg og Knud Meldgaard ( kunstkritiker og redaktør ) – samtale
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.