Skip to main content

"FEST OG FARVER"

27. august 2015

RAGNAROCK FEJRER 40 ÅRS JUBILÆUM MED STOR PARADE I HUMLEBÆK MED TITLEN "FEST OG FARVER"

RAGNAROCK FEJRER 40 ÅRS JUBILÆUM MED STOR PARADE I HUMLEBÆK MED TITLEN "FEST OG FARVER"

Lørdag 12. september fra kl. 10-12 bliver Humlebæk Centrum omdannet til en kæmpemæssig, farverig kulturfest med deltagelse af op imod 1000 børn og unge.


Så mange mennesker er der ikke plads til i Humlebæk Centret, så nogle af de omkringliggende parkeringspladser og rundkørslen ved stationen inddrages i arrangementet.


Publikum får mulighed for at se børn og unge optræde med sang, dans, musik, capoeira, nycirkus, teater og meget andet.


Humlebæk skole har afsat den 10. og 11. september til, at eleverne sammen med gæstelærere fra Ragnarock kan forberede en lang række korte optrædener, der bliver vist den 12. september.


Ragnarock har også inviteret 3 udenlandske gæstelærere til landet. Danseinstruktøren Annija Belogrudova fra Riga i Letland, Said Athumani fra Morogoro i Tanzania, som er danser, musiker og historiefortæller, og skuespilleren og instruktøren Francis Pardeilhan, som bor i Italien. Francis får ansvaret for at tilrettelægge paraden fra Humlebæk Skole til Humlebæk Center og hele arrangementet i centret.


Flere andre af skolerne i Fredensborg kommune deltager med mindre grupper i festen. Humlebæk Lilleskoles 2. og 3. klasse vil optræde med rollespil. Fra Ungfredensborg kommer UC Stars og et zumbahold. Listen vil blive endnu længere og forventes at ligge klar omkring 5. september.


Ragnarock vil præsentere det største antal personer på stylter, som gruppen nogensinde har haft. Der bliver op imod 15 personer på helt nye stylter med helt nye kostumer. Stylter og kostumer er finansieret gennem støtte fra Tuborgs Grønne Fond og Superbrugsen i Humlebæk og Hørsholm.

Kulturfesten finder sted i tæt samarbejde med Humlebæk Center og støttes økonomisk af Fredensborg kommunes kulturudvalg.

 

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio