40 års venskabsby-jubilæum i 2015
Den 6. september 2015 er det 40 år siden Fredensborg-Humlebæk og Bad Berleburg kommuner underskrev aftalen om venskabsbysamarbejdet mellem de 2 kommuner. Fredensborg havde herved fået sin første officielle venskabsby.
Den 6. september 2015 er det 40 år siden Fredensborg-Humlebæk og Bad Berleburg kommuner underskrev aftalen om venskabsbysamarbejdet mellem de 2 kommuner. Fredensborg havde herved fået sin første officielle venskabsby.
Uofficielt havde der dog været samarbejde mellem de 2 byer siden 1968, idet samarbejdet indtil da lå i hænderne på de 2 foreninger Berleburg-Klubben i Fredensborg og Fredensborg-Ring i Bad Berleburg.
Det er fortsat de 2 foreninger som er “daglige tovholdere” på forbindelserne mellem Danmark og Tyskland. Dette er også tilfældet med planlægningen af jubilæumsaktiviteterne i 2015.
Venskabsbyjubilæet vil blive fejret ved et arrangement i Bürgerhaus i Bad Berleburg torsdag 2. juli, når de 90 danske deltagere er nået frem til byen. Transporten til Berleburg foregår primært i en dobbeltdækkerbus, men også i flere personbiler og nogle tager med fly til Frankfurt.
I forbindelse med arrangementet i Bürgerhaus vil Fredensborg Brassensemble underholde gæsterne. De 2 hovedtalere vil være Berleburgs borgmester Bernd Fuhrmann og Fredensborgs borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Fredag den 3. juli vil der blive arrangeret en rundtur i Wittgenstein-området, således at der bliver mulighed for at se en række af de seværdigheder, som Bad Berleburg kan byde på.
Humlebæk Kunstforening deltager som lokal kunstnergruppe ved besøget i Berleburg, således at der vil blive åbnet en Fredensborg-udstilling i Sparekasse Wittgenstein i Poststrasse.
Der vil være indvielse fredag eftermiddag efter busrundturen. Også her vil der være musikalsk underholdning med Fredensborg Brass Ensemble. Kunstudstillingen vil blive i Bad Berleburg frem til 10. august 2015.
H.K.H. Prinsesse Benedikte er inviteret til at deltage i festaftenen om torsdagen og ved indvielsen af kunstudstillingen om fredagen, og det forventes at prinsessen deltager.
Jubilæumsbesøget er planlagt til at foregå, således at deltagerne kan opleve Berleburgs største byfest, Skyttefesten, som starter fredag 3. juli kl. 18,30 på Goetheplatz ved slottet. Festen fortsætter lørdag og søndag efter skytteforeningens 177-årige traditioner med fugleskydning og kåring af skyttekonge. Søndag er der det store festoptog gennem Berleburg, hvor en del af den danske delegation også deltager - incl. Brass Ensemblet. Vores lokale musikere er også inviteret til at spille i forbindelse med selve skyttefesten, som trækker tusinder til byen for at feste.
Mandag morgen den 6. juli går turen retur til Fredensborg. Der vil muligvis blive lavet et genbesøg i Fredensborg senere i 2015 eller i 2016, således at der sker en god markering af venskabsbysamarbejdets første 40 år.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.