Læserbrev: SF i kamp for en ny restaurant på Nivå Havn
af
Hanne Berg, SF
Byrådsmedlem i Fredensborg byråd
På byrådsmødet mandag den 18. marts satte SF et forslag til afstemning om, at kommunen igen skulle udbyde driften af en restaurant i Lagunens lokaler. SF mener nemlig, at der er brug for noget helt særligt, for at få livet tilbage i Lagunens lokaler. Vores vurdering er, at der måske kunne være basis for, at en lokal andelsforening kunne overtager driften af en ny restaurant.
En lokal andelsforening kunne dannes efter inspiration fra fx Fredensborg Boghandel, der drives af en lokal andelsforening, og har stor succes med det.
En lokal andelsforening vil forudsætte lokalt engagement og folk, der støtter op om sagen. SF foreslog derfor også på byrådsmødet, at der skulle inviteres til et lokalt inspirationsmøde om, hvordan man starter en andelsforening, der kunne drive en ny restaurant på Nivå Havn.
Formålet med vores forslag var at afsøge, om ”Lagunen” igen kunne blive et spisested ,fx. med musikere, der underholder fredag aftener. SF´s forslag ville også indebære, at restauranten skulle være et offentlig tilgængeligt spisested, der skulle drives professionelt og med en uddannet køkkenansvarlig, men altså drives af en lokal andelsforening.
SF´s forslag kom til afstemning i byrådssalen, men desværre var der kun 10 stemmer for forslaget, så der manglede 4 stemmer for at forslaget blev vedtaget.
SF synes det er brandærgerligt, at kampen ikke lykkedes. Nu må vi nøjes med at glæde os over og støtte op om de to dejlige tilbud: Café Strandhuset og Trekosten, der allerede findes på Nivå Havn tæt på kyst og strand.