Læserbrev: Hvorfor ikke solcelleanlæg på kommunens tage?

af
Flemming Priem
Pens. civilingeniør.
Mølledammen 14A
Kokkedal
I forbindelse med bymidte- og bydelsprojekterne i henholdsvis Nivå, Humlebæk og Kokkedal ved Cirkelhuset, er det en nærliggende tanke at forsyne kommunens bygninger med solcelleanlæg.
Tagene på skoler, idrætshaller, rådhuset og andre bygninger kan med fordel udnyttes til at skaffe vedvarende energi i overensstemmelse med Fredensborg Kommunes planer om grøn omstilling. Potentialet er stort, fordi kommunen råder over talrige tage, som kan udnyttes.
I landet råder kommunerne over 82%, staten 11% og regionerne 7% tage på mindst 500 m2, der kan anvendes.
Men der er et alvorligt aber dabei: Kommunerne har siden 2013 – i modsætning til staten og regionerne – skullet leve op til nogle særlige regler, så anlæggene skal drives som forsyningsvirksomheder og sælge strømmen til de bygninger, de sidder på. Det betyder, at de skal betale moms og elafgifter til staten. Der skal også etableres en bestyrelse og udføres regnskaber, som det kræves af en virksomhed.
Borgmesteren i Faxe Kommune – Ole Vive (V) – hvor de havde 16 solcelleanlæg opsat - hvoraf ét ikke engang var tilsluttet i 2013, fordi kommunen ikke havde kunnet få det lovliggjort efter de gældende regler. Han udtalte dengang: Vi vil bare bede om at producere noget grøn strøm, hvor vi har mulighed for det, uden at det bliver et bureaukratisk mareridt. Reglerne har bevirket, at vi har droppet at lave nye anlæg de seneste år. Vi kræver ikke særbehandling, det eneste, vi beder om, er at få nøjagtigt de samme regler, som regionerne og staten. Vi er jo alle en del af det offentlige.
Hvis man tænker på fremtiden, kan vores borgmester fremføre ønsket i Kommunernes Landsforening. Det har muligvis også interesse for andre kommuner.
Hvis det lykkes, kan Fredensborg Kommune eventuelt gå videre og udstyre større solcelleanlæg med batterianlæg. Fordelen herved er, at anlægget sender strøm ud i det offentlige net, når prisen på strøm er højest. Tilsvarede aftages strøm fra nettet, når prisen lavest.
Da Elnet i disse år forstærker højspændingsnettet, hvor der forventes større totalt elforbrug, vil de nævnte solcelleanlæg og batterianlæg bevirke et mindre pres på udbygningen af forsyningsnettet. Det gælder især, hvis sådanne systemer får en større udbredelse i hele landet.
Jeg er bekendt med, at kommunen er i gang med solceller, så jeg er spændt og utålmodig med at høre resultater.
Er det rimeligt, at staten tjener pengene, når kommunerne investerer i grøn energi. Nej vel? Her må man henvise til det kommunale selvstyre, hvis det da er gældende endnu?