Læserbrev: Ny helhedsplan styrker tryghed og fællesskab i Nivå

Af Suzan Daoud (A),
Byrådsmedlem
Fredensborg Kommune
Byrådet i Fredensborg skal nu godkende den nye boligsociale helhedsplan for Nivå 2025-2029. Med denne plan fortsætter vi arbejdet for at løfte børn og unge, styrke fællesskabet, forebygge kriminalitet og skabe flere veje til job og uddannelse.
Planen er et stærkt samarbejde mellem Fredensborg Kommune og boligselskabet VIBO med støtte fra Landsbyggefonden. Den bygger videre på de gode resultater, vi allerede har opnået – og introducerer samtidig nye, vigtige initiativer: en kommunal borgerrådgiver, en Juniorbetjent-ordning, et partnerskab med Mellemfolkeligt Samvirke og projektet Alpha og Omega, der skal sikre alle børn en god skolestart.
Hvorfor en ny helhedsplan? Vi kan og skal sikre, at flere børn og unge trives, klarer sig godt i skolen og vælger fællesskabet frem for kriminalitet – og at flere voksne kommer i job og bliver en aktiv del af vores lokalsamfund.
Jeg vil derfor gerne anerkende den grundige indsats fra boligbestyrelser, administration og boligselskabet VIBO. De har lagt et solidt fundament, som vi trygt kan bygge videre på. Det er vigtigt, at vi holder fast i den brede politiske opbakning til den boligsociale indsats – for i Socialdemokratiet ved vi, at tryghed, fællesskab og lige muligheder giver et stærkt og sammenhængende Nivå.