Skip to main content

Læserbrev: Er byrådet for eller imod Fredensborg Brugs?

11. maj 2025

Carsten Bo Nielsen
Byrådsmedlem, Aktive Liberale,
Medlem af Plan-, Trafik- og Klimaudvalget og Social- og Sundhedsudvalget

Brugsen i Fredensborg har siden 2017 ønsket at udvide butikken for at etablere fiskeafdeling, en større oste-, delikatesse og slagterafdeling, flere isenkramvarer, bredere udvalg i varegrupperne samt bredere gange mellem hylderne, så det bliver mindre trangt. Det har kommunen ikke kunne tillade pga. statens ”Fingerplan” om den overordnede planlægning i Hovedstadsområdet.

Plan- og Landdistriktstyrelsen har nu skrevet til kommunerne og bedt om byrådenes ønsker til revision af Fingerplanen.

Byrådet skal den 26. maj tage stilling til, om vi vil bede regeringen om at gøre det muligt for Brugsen at udvide. Hidtil har Fredensborg Byråd bakket bredt op om Fredensborg Brugs.

Da sagen blev behandlet i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget den 5. maj stemte Socialdemokratiet og jeg, Carsten Bo Nielsen, Aktive Liberale, for Brugsens ønsker. De radikale og Tinne Borch Jacobsen stemte imod, og de konservative og SF ville ikke tage stilling, før sagen kommer i byrådet.

Det er over 50 år siden, at Brugsen flyttede fra Jernbanegade til Asminderød. Et nej til Brugsen får ikke fiske- og vildtbutikken eller Hundahls Isenkram tilbage. De handelsmæssige problemer i Jernbanegade er ikke Brugsens skyld. De skyldes en landsdækkende udvikling og løses ikke ved at udnævne Brugsen til syndebuk. Det er tåbeligt at tvinge Fredensborgs borgere til at køre ud af byen for at få et bredt vareudvalg, de i dag ikke kan få i Fredensborg!

Der er ingen grund til at betænke sig. Byrådet bør STÆRKT støtte Fredensborg Brugs ønsker om udvidelse. Brugsen har i alt 180 medarbejdere og er dermed også en stor lokal arbejdsplads, som vi bør passe på.

 

Lyt til netradio