Læserbrev: Befrielsen – 80 år efter
Ulla Hardy-Hansen
Formand for Kulturudvalget
FredensborgSocialKonservative
Sandhedsvidnerne – de, der med deres egne øjne så og mærkede den tyske besættelses åg - bliver færre og færre. For 80 år er jo i mere end én forstand en menneskealder. Ofte har man hørt indvendingen om, at der er vigtigere ting at beskæftige sig med end en aften i så fjern en fortid, og at vi nu må se at komme videre.
Allerede under besættelsens sidste år forudså forfatteren Martin A. Hansen - selv en del af modstandsbevægelsen - denne udvikling i vores tankegods. Han skrev:
“Ja, de fleste i den eftertid, som er fjern nok til, at al personlig forbindelse er udvisket, glemt og ligegyldig, vil betragte os med den forståelsens stille kulde, der er frygteligere end had”.
Det var en spådom, som foruroligende hurtigt gik i opfyldelse. Men begivenhederne den 24 februar 2022 – da Rusland kastede sig frådende over Ukraine – vækkede os fra de søde drømme. Imperie fantasierne lever i bedste velgående og spreder rædsel og død i vores nærhed. En af Anden Verdenskrigs slagmarker står igen i flammer.
Der var altså gode og uomgængelige grunde til aldrig at glemme “de 5 onde år”. Det er vigtigt - afgørende vigtigt - at vi har prøvet at videregive essensen af befrielsesaftenens glæde til generationerne efter os. Den var jo en triumf for den frie verdens årelange kamp mod tyranni… en kamp, der også krævede sine ofrer her.
Befrielsen efterlod os med sår og myter om tiden. Afstand i tid har det med at skabe tilsyneladende klarsyn. Eller er det i virkeligheden glemslens nådige tåger, der har lagt sig over os? Jeg kommer uvægerligt til at tænke på Nordahl Griegs roman ”Ung må Verden endnu være”, da magterne øvede sig i den spanske borgerkrig til det forestående, altomfattende Ragnarok. Netop nu øves der bestialsk og blodigt i Ukraine.
Den 4. maj 1945 var befrielsen fra en ”Værnemagt”, der kun værnede om sit eget forskruede, perverterede 1000 års rige. Undertrykte al opposition og det enkelte menneskes ret til at tænke og tale frit. Kampen var en verdensomspændende konflikt, som vi bestemt ikke vandt på egen hånd, men ydede vores bidrag til. Modstandsbevægelsen tog kampen op mod overmagten og fik os forvandlet fra ”Hitlers lille kanariefugl” til en modstand ”second to none”. Den 4. maj dengang blev ikke slutningen på ufredens historie, men en stakket pause. Der lokkes stadig med endelige løsninger, der alle har ét til fælles: De bærer ufreden i sig! …….. og det kræver styrke, mod og ikke mindst kløgt at stå imod.
Dér står vi nu – 80 år efter !