Fritidspas giver børn og familier adgang til fællesskab og trivsel

af
Suzan Daoud (A),
Byrådsmedlem og medlem af Fritids- og Idrætsudvalget
I Fredensborg Kommune benytter omkring 350 familier sig aktivt af fritidspasset. Det er ikke bare et tal – det er 350 børn og unge, der får mulighed for at være en del af foreningslivet og indgå i vigtige fællesskaber.
Fritidspasset er mere end blot støtte til kontingent. Det er adgang til en fodboldbane, et gymnastikgulv, en spejderhytte eller en ridehal – steder, hvor børn og unge kan finde venner, opdage nye interesser og mærke den styrke, der ligger i at være en del af et fællesskab. For familier med begrænset økonomi kan det være netop den håndsrækning, der gør hele forskellen.
At så mange allerede benytter sig af ordningen, viser ikke bare et stort behov – men også, at kommunen har ramt plet. Initiativer som åben fritidsvejledning i Kokkedal og Nivå gør det nemmere for familier at finde vej til de rette tilbud. Nye initiativer som søndagsgolf, kæphesteridning og ferieaktiviteter med rollemodeller som “Camp Champs” viser, at vi i Fredensborg prioriterer børns trivsel og udvikling – også i ferierne.
Men indsatsen kræver opbakning og prioritering. Fritidspas er ikke en udgift – det er en investering i vores børn og unges fremtid. Derfor skal vi sikre, at ordningen ikke bare fortsætter, men styrkes, så endnu flere får glæde af de muligheder, den giver.
Fællesskaber skaber trivsel – og fritidspasset er en nøgle dertil.