Skip to main content

Læserbrev: Fredensborgs snigende endeligt – eller?

7. april 2025

af
Ulla Hardy-Hansen
Formand for Kulturudvalget
FredensborgSocialKonservative

Der er i øjeblikket 2 iøjnefaldende sager i politisk proces i vores kommune. Begge omhandler Fredensborgs bys videre skæbne i bebyggelsesmæssig henseende. Ja, i realiteten er der kun tale om en trist fortsættelse af en efterhånden årelang proces – nu blot krydret med finurlige argumenter.

Devisen har hidtil været ”jo mere, jo bedre”. Men resultaterne burde for længst have manet til alvorlige overvejelser. Væksten er ved at kvæle os, og følgerne nu indlysende negative for byens arkitektoniske sjæl og dermed borgernes velfærd!

Forslaget om et større byggeri i Sørup landsby behandles i øjeblikket i Planudvalget . Formålet er at få vedtaget en lokalplan, der kan aktivere virkeliggørelsen af ”drømmene” i Kommuneplan 2021 . Allerede på det tidspunkt havde jeg længe været modstander af projektet..

Jeg accepterede dog Kommuneplanen i sin helhed, da jeg var overbevist om, at der under udarbejdelsen af lokalplanen ville fremkomme så mange indlysende negative oplysninger, at projektet ville ende som et håbløst fatamorgana. Der er indtil nu absolut ikke noget, der har ændret min stillingtagen – tværtimod!

Isoleret set kunne et lokalt byggeri, som det i Sørup, forekomme harmløst. Men desværre er tendensen ofte den, at det sætter en uigenkaldelig udvikling i gang, der ikke kan styres. Derfor er det på høje tid, at vi politisk udviser ansvarlighed. Sikre og bevare vores nedarvede natur- og kulturmiljøer ….. dét der er tilbage af dem. Eller skal vi måske kunne forvente huse på pæle i Esrum sø?

Dér er jo stadig rigelig plads - grænsen til Hillerød kommune går langt ude – midt i søen. Galgenhumor måske, men desværre betegnende for den hidtidige udvikling.

En radikal ændring af ødelæggelserne sker absolut ikke ved fortsat at bebygge flere grønne pletter - hverken i Sørup landsby eller ved Alexandrehouse i Fredensborg by.

Lyt til netradio