Skip to main content

Læserbrev: Konservativ Klimapolitik i Fredensborg – Pragmatik Frem for Symbolpolitik

16. november 2024

Af Byrådsmedlemmer Jesper Tvilde, Celine Lind Jakobsen, Thomas von Jessen og Mikkel Dodt Fregerslev, medlem af Grønt Råd Fredensborg Kommune for Det Konservative Folkeparti.

Den grønne omstilling er en bunden opgave. Vi skylder ikke kun os selv, men også de kommende generationer, at vi passer på vores natur, reducerer CO2-udslip og styrker biodiversiteten. For Det Konservative Folkeparti i Fredensborg Kommune er den grønne dagsorden fast forankret i vores politik – ikke som symboler, men som reelle løsninger, der gør en forskel.

Vores nye formand, Mona Juul, har gjort det klart, at klimaet er et centralt politisk pejlemærke for vores parti. Vi vil altid være pragmatiske i kampen for den grønne omstilling, men aldrig dogmatiske. En sund klima- og miljøpolitik skal give mening, og derfor støtter vi kun tiltag, der har reel effekt. Vi tror ikke på tom symbolpolitik, der ser godt ud på papiret, men ikke bringer os tættere på målet. Derfor vil vi heller ikke kræve vegetarmad i offentlige kantiner "for klimaets skyld", eller stemme for forslag, der lyder grønne, men som i virkeligheden ikke gør en forskel.

I Fredensborg kæmper vi, når der virkelig er noget på spil. Et godt eksempel er regeringens skraldeplan, der truede med at lukke vores næsten nye, miljøvenlige forbrændingsanlæg, Norfors. Her gik vi, sammen med vores nabokommuner, til kamp for at beskytte en løsning, der faktisk gavner klimaet. Takket være en vedholdende indsats både lokalt og nationalt, lykkedes det os at få de konservative i Folketinget til at sige nej til regeringens aftale.

Lokalt arbejder vi også for bæredygtige løsninger med konkret effekt. Vi har kæmpet for at oprette et grønt kommunalt selskab, som nu opsætter solceller på kommunens bygninger og parkeringspladser. Solceller giver mening – på tage, ikke på vores grønne marker. Derfor stemte vi nej til solceller på fredelige marker i landskabet, fordi vi ønsker at beskytte vores natur. Solceller hører til på bygninger, ikke i naturen.

Vores pragmatiske tilgang har allerede vist sig populær, også blandt partier som SF, der nu følger os i denne grønne linje – Så bare rolig. Det Konservative Folkeparti er stadig grønt.

Vi mener, at den grønne omstilling kun lykkes, når borgerne og virksomhederne er med til at løfte opgaven. Som kommune kan vi lave vild natur på kommunale områder, men hvis borgerne også skaber mere biodiversitet i deres egne haver, rykker vi endnu længere. Det samme gælder for solenergi og grøn opvarmning. Når borgerne opsætter solceller på deres egne tage, eller skifter til jordvarme eller varmepumper, kan vi som fællesskab nå endnu længere.

For at støtte borgerne i denne indsats kæmper vi for at holde byggesagsgebyrerne lave, så det bliver billigere og nemmere at tage grønne valg som at opsætte solceller. Vi tror på, at pengene gør mest gavn i borgernes lommer, så de selv kan investere i den grønne omstilling.

For Det Konservative Folkeparti er klima- og miljøpolitik ikke et spørgsmål om at pynte sig med lånte fjer. Det er sund, borgerlig politik baseret på fornuft og fællesskab. Vi skal værne om vores natur, samtidig med at vi respekterer den private ejendomsret og giver borgerne de bedste forudsætninger for at deltage i den grønne omstilling.

Det Konservative Folkeparti i Fredensborg Kommune

Lyt til netradio