Skip to main content

Læserbrev: Vi skal bevare de fine strandenge

5. november 2024

Af Heidi Boss Nyby, Byrådsmedlem, Fredensborg Kommune

Gåture ved Strandengene her er noget særligt. Jeg elsker at se årstiderne skifte der.

Det er et stort smukt naturområde, som er med til at gøre det unikt at bo netop her. Det er områder vi skal passe på. Fordi Strandengene i Danmark forsvinder. Langs kysten i Fredensborg Kommune ligger faktisk de eneste strandenge på Øresundskysten mellem København og Helsingør. Strandengene er beskyttede naturtyper, der er kendetegnet ved at være kystnære, lavtliggende arealer med helt særlig vegetation, der tåler saltvand. Strandengene er af regional betydning, for omkring 80 % af EU's strandenge ligger faktisk
(heldigvis) stadig i Danmark. Men Strandengene er en af de naturtyper, der er meget truet af klimaforandringer som følge af havstigninger og stormfloder. Det forventes simpelthen at Strandenge med årene kan forsvinde helt, hvis vi ikke gør noget.


Jeg ønsker at sikre vores sjældne Strandenge ved Nivåbugten. Det er et kendetegn for området. I 2022 stemte vi i Byrådet for Kommunens Klimaplan. Det er nu vi skal levere på vores grønne politiske ambitioner. For mig handler lokalpolitik om hvilken kommune vi ønsker at skabe, og hvilket liv vi ønsker at kunne leve her. Både nu og i fremtiden. Derfor er jeg motiveret for at sikre naturen i langt højere grad her – Og er fyldt med politisk mod til at kæmpe for det. For jeg ønsker fortsat at bo tæt på den skønne natur her.

Lyt til netradio