Skip to main content

Læserbrev: Vi mangler teleslynger

26. november 2024

af
Grethe Troensegaard
Medlem af Fredensborg Seniorråd

Som medlem af Seniorrådet får man somme tider henvendelser, der måske ikke ligger lige ”til højrebenet”. Det gælder til eksempel informationer fra borgere, der på grund af høretab har behov for at der i mødelokaler er teleslynge. Uden teleslynge er disse borgere ofte ude af stand til at få noget ud af at deltage i foredrag.
I forbindelse med kommunesammenlægningen blev behovet for teleslynge i byrådssalen fremhævet. Alligevel tog realiseringen flere år, og først i 2012 blev det muligt at opgradere byrådssalen med teleslynge, mikrofoner og højtalere. Her var Seniorrådet en aktiv deltager.
Også på andre områder har Seniorrådet ydet en indsats – og i dette tilfælde til stor gavn for vore ældre medborgere. Humlebæk Dagcenter, som residerer i et lejet lokale, har en langstrakt form, som betyder, at lyd forsvinder på vej igennem lokalet. Derfor var det næsten umuligt at holde f.eks. møder med foredrag. Løsningen blev tilvejebragt ved en fondsansøgning allerede i år 2000, og det bevilgede beløb på 100.000 kr. blev anvendt til såvel teleslynge som loftsplader, musikanlæg, mikrofoner og højtalere.
Og hvor er vi henne i dag? Det er, hvad man ville kalde ”et godt spørgsmål”. Man kunne forestille sig, at man på rådhuset, hvor der er rigtig mange mødelokaler, ligesom med byrådssalen ville have opgraderet mødelokalerne med teleslynger. Det er imidlertid ikke tilfældet. Den samme mangel gør sig gældende for biblioteker, plejehjem, KulturStationen m.fl.
Det er måske et problem – også for de ansatte. Ifølge en undersøgelse, udført i 2023 af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har 1 ud af 5 i den erhvervsaktive alder et høreproblem. Ifølge min regnestok har derfor 50-100 af de ansatte på rådhuset et høreproblem.
Hvordan kommer vi videre? I sagen byrådssalen blev midlerne efter min hukommelse fremskaffet ved fondsansøgninger. Det samme gjaldt i Humlebæk Dagcenter. Den første hurdle bliver nok at anerkende problemet og dets omfang – men det haster.

Lyt til netradio