Skip to main content

Læserbrev: Det vigtige nærvær

8. marts 2025

Christian de Jonquières
Ulla Hardy-Hansen
Fredensborg SocialKonservative
Medlemmer af Byrådet

FSK bakker helt og fuldt op om Børne- og Skoleudvalgets beslutning om, at vores børn og unge i skoletiden ikke skal have deres mobiltelefoner eller computere fremme, medmindre det tjener et helt klart fagligt formål.

Det er ikke gennem Instagram, Kahoot! og TikTok at vores unge i skoletiden får styrket deres færdigheder med henblik på at klare sig i et videre voksent liv med mange problemstillinger, der kræver koncentration, nærvær og indsigt.

I den forbindelse forholder det sig således, som vi ser det i FSK, at vi voksne ikke i alle sammenhænge fremstår som gode eksempler.

Under indsættelsen af den amerikanske præsident på Capitol, kunne man på tv se en flerhed af deltagerne stå side om side med et galleri af topdesignede smartphones fremme uden om noget, der mindede om nærvær og eftertænksomhed.

Det samme ser man i større forsamlinger her i Kongeriget.

Nu er vi ikke i FSK, vil vi da hævde, digitale mosefund, men vi føler, det er nødvendigt at der råbes op overfor den fordummende del af de sociale medier.

Nærvær og opmærksomhed er, som vi ser det, helt afgørende for en fremtidssikring af vores globale, nationale og lokale samfund.

Her har et enigt Børne- og Skoleudvalg rettidigt og med rettidig omhu udvist handlekraft og her endda på et tidspunkt inden trivselskommissionen kom med sin rapport indeholdende 35 anbefalinger.

Vi kan ikke lade være med at tænke på, at Lars Andersen i Berlingske Tidende for nogen tid siden havde en tegning, hvor vi ser nogle unge mennesker med en bog foran sig, og hvor den ene siger: ”Hvor trykker man på knappen”.

 

Lyt til netradio