Varm op til VM med to fodboldeksperter og en lokal træner
Torsdag den 21.maj byder Humlebæk Bibliotek velkommen til fodboldeksperterne Mads Junker og Asker Hedegaard Boye i samtale med Humlebæk Boldklubs træner Andreas Vidførle-Pedersen om det forestående VM.
Har man svært ved at vente til fodbold-VM går i gang i juni, kan man få lidt af ventetiden til at gå 21. maj klokken 18.30-20, hvor Humlebæk Bibliotek for en stund bliver forvandlet til fodboldarena. Her vil fodboldeksperterne Mads Junker og Asker Hedegaard Boye stille op til en snak om fodbold-VM’s største øjeblikke, spillets taktiske udvikling, bemærkelsesværdige rekorder, forventninger til VM i 2026 og meget mere.
Samtalen med de to fodboldeksperter bliver ledet af Andreas Vidførle-Pedersen, der til daglig er træner i Humlebæk Boldklub og skribent for bold.dk.
Mads Junker startede også sin fodboldkarriere i Humlebæk Boldklub, men er i dag mere kendt som fodboldekspert på TV-2. Han har desuden en fortid som professionel fodboldspiller i blandt andet FC Nordsjælland samt klubber i både Holland og Belgien.
Asker Hedegaard Boye er idéhistoriker og har blandt andet været ansat som fodboldekspert på Jyllands-Posten, og så er han forfatter til flere fodboldbøger såsom ’Europas arenaer – fortællinger fra fodboldens katedraler’, ’Spillets forvandling’ og ’Mener du det? Samtaler om fodbold’.
Arrangementet med fodboldeksperterne er kommet i stand via et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne, Humlebæk Boldklub og Nivå-Kokkedal Fodboldklub. Billetter koster 50 kroner, men er man medlem af Biblioteksklubben betaler man kun 40 kroner. Billetterne kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.