Skip to main content

Stor lokal modstand mod nyt byggeri på Sørupvej 23

1. februar 2025

Et planlagt byggeri på Sørupvej 23 i Fredensborg har skabt stor modstand blandt de lokale beboere. Området, der i dag er en landzone, har gentagne gange fået afslag på at ændre status til byzone og på at udstykke grunden til bebyggelse. Alligevel er ejendommen nu en del af Kommuneplan 2021, hvor den er udlagt til byggeri af 21 rækkehuse samt fire boliger i eksisterende bygninger. Dette har fået mange borgere til at række hånden i vejret i protest.

Historiske afslag og mundtlig aftale ignoreret

Sørupvej 23 har gennem årene modtaget ni officielle afslag på at blive omdannet til byzone. Disse afslag understreger, at der ikke tidligere har været grundlag for at opføre nye boliger i området. Derudover har der været en mundtlig aftale fra kommunens side om, at der ikke ville ske mere udstykning i Sørup efter den allerede godkendte udstykning til golfbanen.

Til trods for denne historik er Sørupvej 23 nu blevet inkluderet i Kommuneplan 2021 som et område, hvor der kan opføres seniorboliger til ressourcestærke ældre. Dette har vakt forargelse blandt borgerne, der oplever det som en tilsidesættelse af tidligere beslutninger.

Svag grundlag for ændring i kommuneplanen

Modstandere af byggeriet påpeger, at ændringen i kommuneplanen er sket på et tvivlsomt grundlag. Planen blev vedtaget efter blot fem høringssvar, hvoraf to kom fra hhv. bygherre og en person med tilknytning til projektet. Et tredje svar kom fra en borger fra en anden kommune. På baggrund af de resterende to høringssvar har kommunens administration vurderet, at der var „mange og stor interesse” for projektet – en formulering, der har skabt yderligere forargelse blandt de lokale beboere.

Kommunens egne retningslinjer modsiges

I Kommuneplan 2021 står det samtidig klart, at nybyggeri i Fredensborg Kommune skal placeres by- og indkøbsnært, med cykelstier og let adgang til offentlig transport for at understøtte kommunens grønne og CO2-neutrale målsætninger. Sørupvej 23 lever ikke op til nogen af disse kriterier, hvilket får mange borgere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor dette projekt alligevel får politisk opbakning.

Manglende konsistens i beslutninger

Borgerne har også bemærket en inkonsistens i kommunens beslutninger. Så sent som i foråret 2024 fik en ansøgning om udstykning af to parceller på Sørupvej 45 afslag, fordi området ligger i landzone. Det virker derfor besynderligt, at der blot 500 meter derfra arbejdes på at opføre 21 rækkehuse og fire boliger i eksisterende bygninger.

Borgerforening samler modstand

Som reaktion på beslutningen har en gruppe borgere dannet "Borgerforeningen - Bevar Sørup Landsby", som på kort tid har fået omkring 140 medlemmer. Derudover er der blevet indsamlet 350 underskrifter imod projektet. Foreningen har oprettet en hjemmeside, hvor sagens dokumenter og argumenter er samlet, og de opfordrer flere borgere til at engagere sig i kampen mod byggeriet.

Spørgsmål til politikerne

Beboerne i Sørup og resten af Fredensborg stiller sig spørgende over for, hvordan et projekt som dette pludselig kan godkendes, når det tidligere har fået gentagne afslag. De kræver nu, at kommunen genovervejer sagen og tager hensyn til de historiske beslutninger samt den massive lokale modstand. Spørgsmålet er, om lokalpolitikernes beslutninger bygger på en gennemsigtig og retfærdig proces – eller om der er andre interesser på spil.

Lyt til netradio