Sommerfest blev en fugtig succes og hvor årets KIF´s blev fundet
Karlebo Sommerfest blev i år afviklet over kun to dage, først med over 250 bankospillere i festteltet fredag og derefter en fugtig men god festlørdag med sport og musik samt bragende bifald, da Per Knudsen modtog Årets KIF’er som bevis på en stor frivillig indsats i Karlebo Idrætsforening.
Karlebo Sommerfest blev i år afviklet over kun to dage, først med over 250 bankospillere i festteltet fredag og derefter en fugtig men god festlørdag med sport og musik samt bragende bifald, da Per Knudsen modtog Årets KIF’er som bevis på en stor frivillig indsats i Karlebo Idrætsforening.
Årets KIF’er blev Per Knudsen
Karlebo IF uddelte årets største udmærkelse, der er Årets KIF’er. Modtageren blev Per Knudsen, der er en frivillig meget vellidt ildsjæl i Karlebo IF. Det er en person, der igennem rigtig mange år har gjort rigtig meget godt for Karlebo Idrætsforening, især har han knoklet for at få lige netop bankospillet til at være en succes, med mange flotte indsamlede præmier.
Man kan altid stole på ham, ”en aftale er en aftale”, Han er et skønt og dejligt menneske, der varmt og hjælpsomt på sin egen stille og finurlige facon får tingene til at glide uden konflikter. Han er et positivt og ordentligt menneske, der er rigtig god at tale med. Lød det fra tidligere KIF-formand Per Frost Henriksen, der motiverede valget, inden formand Henrik Greiffenberg overrakte pokalen, til en overvældet og overrasket Per Knudsen.
Karlebo Sommerfest blev en fugtig succes
Karlebo Sommerfest blev i år afviklet over kun to dage, først med over 250 bankospillere i festteltet fredag og derefter en fugtig men god festlørdag med sport og musik. Regnen drillede arrangørerne og afholdt nok nogle fra at tage til fest.
Da det er valgår valgte flere partier at have en stand under kræmmermarkedet, hvor politiske synspunkter blev luftet i en gemytlig tone. Både kandidater, byrådsmedlemmer, parlamentsmedlemmer og folketingspolitikere havde fundet vej til den lille Karlebo Sommerfest.
Ellers var meget som det plejer i Karlebo, med Nordsjællands Brandberedskab, der løftede børn og andre interesserede op i den store stigevogns høje stige, motorcykler der skinnede og gav ture rundt på pladsen, fodbold, kegleturnering, skydetelt, minigolf og tombola, krydret med god musik fra festteltet.
Karlebo Cuppen der er en traditionsrig fodboldturnering på små baner skabte god liv på bane to lørdag eftermiddag, masser af godt fodboldspil og feststemning på tilskuerrækkerne. Den prestigefyldte turnering blev vundet af et stærkt Hørsholmhold ved navn Holdet & Co. På andenpladsen Spurs FC og først på tredjepladsen kom favoritterne Thøger Larsens drenge fra Fredensborg.
Igen i år havde Karlebo Idrætsforening indbudt Karlebo Bokseklub til at bokse opvisningskampe. Det gav en bragende god dyst mellem den lokale Tom Andreassen og Fabriche fra de Lima boxing. Lokalpolitikeren Knud Løkke Rasmussen havde klogt nok paraderne oppe mod den gamle mesterbokser Rachid Edrisi fra Herlev Boxing og de fik begge en god kamp ud af anstrengelserne. Den tidligere ishockeystjerne i Rungsted Mikkel Holten Møller var kampleder.
Kegleturneringen er også en af de tilbagevendende begivenheder ved Karlebo Sommerfest og i år var ingen undtagelse. 20 hold dystede i to rækker. Hos kvinderne vandt ”Massørens Piger” og hos herrerne var det det sikre Gillelejehold ”MA Byg” der løb med pokalen.
Den 85. Karlebo Sommerfest blev endnu et kapitel i den lille landsbyklubs historie, hvor fællesskab og hyggeligt samvær prioriteres højt.