Nytårsudtalelse fra borgmester Thomas Lykke Pedersen (S):
Kreativitet og samarbejde skal sikre velfærden
Nytårsudtalelse
Julen og nytåret er for de fleste borgere et velfortjent pusterum med familien oven på en periode præget af travlhed.
Jeg tror, vi alle kender følelsen af, at der med pusterummet indfinder sig en eftertænksomhed i forhold til året, der gået, og de forventninger vi har til året, der kommer.
Når jeg ser tilbage på året, der er gået med eftertænksomhedens briller, så synes jeg alt i alt, at vi kan være tilfredse i Fredensborg Kommune.
Og når jeg ser fremad mod det nye år, er det med en god del optimisme og mod på opgaverne, men samtidig med en ydmyghed over for udfordringerne og en ydmyghed over for, at jeg også de kommende fire år skal være borgmester i Fredensborg Kommune.
Som i min første periode ønsker jeg, at også de næste fire år bliver i samarbejdets ånd. Det giver de bedste og mest langtidsholdbare løsninger for borgerne. Udgangspunktet er heldigvis godt, fordi alle ni partier står bag den nye konstitueringsaftale. Det er jeg selvfølgelig både glad og stolt over.
Trivsel, konflikt og reformer
Året 2013 har ikke mindst stået i kommunalvalgets tegn. Men det var også året, hvor Fredensborg Kommune fik en flot 9. plads i konkurrencen om at være Danmarks Bedste Store Arbejdsplads.
Det er godt gået, og det viser, at vi kan måle os med alle - også de store private virksomheder - når det gælder om at skabe en god og attraktiv arbejdsplads.
Den landsdækkende konflikt på skoleområdet, kan vi ikke komme uden om, når vi ser tilbage på 2013. Den berørte mange - ikke mindst børn, forældre, lærere og skoleledere. Nu er konflikten fortid - og vi er allerede godt i gang med at forberede, så vi er klar til at føre den nye skolereform ud i livet den 1. august næste år. En reform hvor målet er, at vores børn er endnu bedre rustet til den fremtid de møder, og hvor vi ikke taber 10 procent af en ungdomsårgang på gulvet.
Folkeskolen er ikke det eneste område, hvor vi i de kommende år skal udvikle os. Tværtimod. Skal vi fastholde de gode resultater, så skal vi fortsat være i arbejdstøjet frem for at nyde tingenes tilstand fra hængekøjen. Selvom vi efter flere år med stram økonomistyring har en god økonomi i kommunen, så er vi presset med stadig færre borgere i den erhvervsaktive alder. Det påvirker vores indtægtsgrundlag, så der så at sige kommer færre kroner i kassen det næste årti.
Nytænkning og fællesskab
Samtidig stiger borgernes forventninger til det kommunale serviceniveau. Fremover skal vi med andre ord formå at få mere ud af den samme krone - og vi skal fortsat effektivisere, hvor vi kan.
I Fredensborg Kommune tror vi på, at innovation, nytænkning og nye former for samarbejde kan give os mere service - uden at det behøver at koste mere. Det bliver der gode muligheder for at teste i 2014.
Det nye år bliver også et år, hvor den overordnede dagsorden vil være præget af en række aktuelle temaer.
Lad mig blot nævne nogle af de væsentligste: Vi skal blive bedre til at tiltrække nye borgere, bl.a. ved at vores fritidsfaciliteter er i top, vi skal have skabt et fornyet grundlag for vækst og arbejdspladser gennem en mere proaktiv erhvervspolitik, og vi skal gøre mere for at øge trygheden i kommunen.
Allerede fra årsskiftet vil borgerne kunne se hvordan, vi tænker opgaveløsninger på nye måder. Her ser et nyt fællesskab dagens lys. Navnet er Nordsjællands Park og Vej. Fællesskabet er resultatet af en sammenlægning i de to Park og Vej-afdelinger i Fredensborg og Helsingør kommuner, der altså fremover skal samarbejde om at løse opgaver begge steder.
Hvorfor? Fordi borgerne kan få mere service for pengene ved, at vi slår pjalterne sammen. Hvorfor lade salte- og fejemaskinerne stoppe ved bygrænsen, når vejene i nabokommunen kan klares samtidig.

En tryg kommune
Men der er også andre tiltag, der er med til at gøre kommunen endnu mere attraktiv. Lad mig blot nævne det nye idrætscenter i Humlebæk, Byens Hus i Kokkedal, nyt plejecenter, Gymnastikkens Hus, kunststofgræsbaner osv.
Vi har også sænket personskatter, dækningsafgift og fjernet byggesagsgebyret for enfamiliehuse til næste år. Både for at tiltrække nye borgere og for at forbedre vilkårene for eksisterende og nyt erhverv.
En stor udfordring, der er blevet mere tydelig i nogle af vores byer er bandekonflikten og utryghed blandt borgerne. Jeg er fortaler for en hård linje over for de unge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Borgerne i kommunen skal kunne færdes frit og trygt på alle tider af døgnet - uanset om det er i Kokkedal eller i Nivå.
Vi har i forhold til de utilpassede unge iværksat en række tiltag. Det er bl.a. exitprogrammer, klubtilbud og programmer med inddragelse af familie og venner i løsningsforslagene. Og det hele foregår selvfølgelig i tæt samarbejde med forældre, politi, SKAT, kriminalforsorg og boligforeninger. Men vi skal heller ikke være naive, og derfor vil vi ved siden af den sociale indsats også føre en nul-tolerance politik over for de få unge, hvor vi må konstatere, at den sociale indsats desværre har spillet fallit.
Ny svømmehal?
I Fredensborg Kommune er vi godt i gang med at forbedre vores fritidsfaciliteter. Men vi savner en svømmehal, og derfor vil jeg i den kommende byrådsperiode arbejde for, at vi får skabt grundlaget for at bygge en ny svømmehal. Men det forudsætter, at vi kan finde penge til det. Det bliver ikke let, men jeg tror på det kan lykkes.
Som det er i dag - uden en svømmehal - kan vores skoleelever fortsat ikke få svømmeundervisning. Og for alle andre betyder det, at vores bedste tilbud er at henvise borgerne til andre kommuners svømmehaller, hvor kapaciteten i forvejen er begrænset. Det synes jeg, vi bør kunne gøre bedre.
Vi er en kommune, vi med rette kan være stolte af, og en kommune begavet med smukke omgivelser, der indbyder til et aktivt liv for unge som gamle. Med en svømmehal vil vi få endnu et stærkt kort på hånden, og som kommune stå endnu bedre over for både nuværende og kommende borgere.
Med disse ord ønsker jeg alle borgere i Fredensborg Kommune et godt nytår!
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.