Malerisamlingen og Ringovnen marker Flugten '43
I oktober 2023 er det 80 år siden at Nivaagaard Teglværk skjulte over 500 danske jøder på Ringovnens tørreloft, mens de ventede på flugten over Øresund til Sverige. Nivaagaards Malerisamling og Nivaagaard Teglværks Ringovn markerer i fællesskab jubilæet lørdag den 7. oktober med en ganske særlig koncert på museet efterfulgt af et besøg på teglværket og fælles vandring til udskibningsmolen i Nivå bugt.
Aftenen indledes kl. 17 på Malerisamlingen med en bogkoncert omkring den stærke personlige fortælling om Annas Sang ved saxofonist og bogens forfatter, Benjamin Koppel. Annas Sang er inspireret af Benjamin Koppels egen families historie og rummer bl.a. fortællingen om deres flugt til Sverige. Trioen, der forener litteratur, historie og musik i denne bogkoncert, består foruden Koppel på saxofon af sangerinde og sangskriver Frederikke Vedel på vokal og pianist Søren Møller på klaver.
Efter koncerten inviteres gæsterne med over til Nivaagaard Teglværk, hvor stedets bestyrelsesformand Jørgen Berthelsen og frivillig Carl Jørgen Schousboe fortæller om flugten i 1943 og viser rundt på Ringovnens brænderloft og tørreloft. Herfra går man samlet ud mod molen i Nivå bugt, hvor de mere end 500 jøders flugt til Sverige over Øresund fandt sted for 80 år siden.
Gæster til bogkoncerten får efter koncerten en 'to-go' sandwich fra museets cafe samt en vand, som man kan tage med sig videre i aftenens program. Sandwich og vand er inkluderet i billetprisen.
Pris: 280 kr. / 10% for årskortholdere. Billetbestilling via nivaagaard.dk
Det er også muligt at deltage i besøget på Nivaagaard Teglværks Ringovn og vandreturen til molen uden koncertbillet. Her møder man blot op ved Nivaagaard Teglværk kl. 19 og deltager i programmet herfra.
Tidsplan for arrangementet 7. oktober
FLUGTEN '43
kl. 17-18.15: Bogkoncert på Nivaagaards Malerisamling ved Benjamin Koppel med Annas Sang
kl. 18.30: 'To-go'-sandwich og afgang til Nivaagaard Teglværks Ringovn (10 min. gang)
kl. 19-20: Guidet tur på Nivaagaard Teglværk med omvisning på Ringovnens brænderloft og tørreloft, efterfulgt af fælles vandring til Nivaagaards udskibningsmole i Nivå bugt.