Skip to main content

Kommunens køkkener får stort tilskud til kompetenceløft

8. januar 2025

Mere smag og økologi, mindre madspild og CO2. Det er kort fortalt målet med det kompetenceløft som 60 medarbejdere i kommunens køkkener nu kan gennemføre med tilskud fra Fonden for økologisk landbrug.

Fredensborg Kommune har stort fokus på at sikre sundhed og trivsel gennem en bæredygtig madkultur. Dette fokus skal samtidig understøtte de ambitiøse klimamålsætninger for CO2-reduktion som byrådet har vedtaget.

Med et tilskud på 530.000 kr. fra Fonden for økologisk landbrug kan Meyers Madhus nu gennemføre konkrete og praksisnære kompetenceløft af 60 medarbejdere på tværs af kommunens syv køkkener på ældre- og børneområdet.

”Vi har et klart mål om, at kommunens køkkener skal fortsætte deres gode indsats for en bæredygtig og økologisk omlægning. Det handler om at kombinere klimavenlige madvarer, høj spisekvalitet og reduktion af madspild endnu mere end i dag. Derfor er vi super glade for dette tilskud, som kan booste indsatsen”, siger Per Frost Henriksen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget.

”På ældreområdet har dagens måltider særlig stor betydning for vores borgeres livskvalitet. Vi har derfor stort fokus på, at både madens kvalitet og smagsoplevelse hele tiden udvikles. Og jeg er sikker på, at vi med dette ekstra og praksisnære kompetenceløft tager et flot skridt fremad. Jeg vil derfor gerne takke Fonden for økologisk landbrug for det generøse tilskud”, siger Cømert Sonsuz, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Kompetenceløftet sker i tæt samspil mellem den gastronomiske rådgiver fra Meyers Madhus og kommunens køkkenfaglige ledere.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio